Reglerne for cuttet er ikke det samme i alle professionelle turneringer, og heller ikke i de fire majors.
I US PGA Championship er det top-70 og lige, som klarer cuttet efter anden runde. Selv ved et stort felt i finalerunderne er der ikke et cut efter tredje runde, så alle der klarer cuttet er med hele weekenden.
Efter første runde havde Xander Schauffele føringen i -9, og de tre danskere var i top-50. Rasmus Højgaard som nr. 19 i -3, Thorbjørn Olesen nr. 32 i -2 og Nicolai Højgaard nr. 46 i -1.
Ludvig Åberg og Tiger Woods på en 85. plads i +1, Dustin Johnson som nr. 108 i +2 og Phil Mickelson nr. 127 i +3 er blandt de spillere, der skal kæmpe for at klare cuttet.
Cutreglen gennem tiderne
Fra den første udgave i 1916 og frem til 1957 var US PGA Championship en hulspilsturnering. I 1917 og 1918 blev turneringen ikke afholdt som følge af 1. verdenskrig, ligesom den blev aflyst i 1943 som følge af 2. verdenskrig.
Da man ændrede det til slagspil i 1958 havde man i en periode også et cut efter tredje runde, men siden 1965 har der kun været cut efter anden runde.
Cutreglerne i de andre majors
I The Open er det som i US PGA Championship også top-70 og lige der klarer cuttet efter anden runde, mens der er andre regler i Masters og US Open.
I Masters er det top-50 som klarer cuttet, mens det er top-60 og lige der klarer cuttet i US Open. Frem til Masters 2020 klarede alle indenfor ti slag af den førende også cuttet, men den regel er afskaffet.
US PGA Championship sendes på V Sport Golf og Viaplay Total. Se ugens sendetider på 19hul.dk/tv eller læs mere i denne artikel.
US PGA Championship, leaderboard
– alternativ på pgatour.com