Sydafrikanske Thriston Lawrence vandt BMW International Open, hvor nyprofessionelle Rasmus Neergaard-Petersen fik en flot DP World Tour debut med en 7. plads.
23-årige Rasmus Neergaard-Petersen spillede sin første DP World Tour turnering nogensinde efter et misset cut i sin Challenge Tour debut i sidste uge. Han har de seneste fem år har gået på college i USA og spillet golf for Oklahoma State med bl.a. Viktor Hovland som holdkammerat det første år, og Rickie Fowler blandt de tidligere elever. Han fik sølv ved det individuelle EM sidste år.
Rasmus Neergaard-Petersen var alene på andenpladsen i -8 efter anden runde, og lørdag spillede han i førerbold med Daniel Hillier, som førte i -9. Med en runde i +1 faldt Rasmus Neergaard-Petersen desværre tilbage til en 9. plads i -7 inden finalerunden, som han gik i -3, hvilket gav en flot 7. plads i -10. Han havde fået en invitation til næste uges British Masters, men med sin top-10 placering har han nu kvalificeret sig til en plads i feltet på The Belfry. Han har også i sidste uge fået en invitation til Made in HimmerLand.
John Axelsen begyndte finaledagen som nr. 25 i -6, og rykkede frem med -3 på for-ni, men han var +4 på bag-ni og blev nr. 18 i -5.
Søren Kjeldsen blev nr. 52 i +1 efter en runde +4, Niklas Nørgaard nr. 59 i +1 efter en runde i +5 og Christoffer Bring nr. 76 og sidst i +9 efter en runde i +8.
Jeff Winter, Lucas Bjerregaard og Martin Simonsen missede cuttet, Rasmus Højgaard trak sig efter 9 huller af anden runde (uden chance for at klare cuttet) mens Oliver Hundebøll blev diskvalificeret, men noteret for en samlet score i +17 efter runder i 80 og 81 slag.
Lawrence hentede fire slag og vandt
Inden finalerunden førte Joost Luiten i -14 foran Daan Huizing i -11, mens Thriston Lawrence var på en delt 3. plads i -10.
Thriston Lawrence afsluttede med en runde i -3, og det var nok til sejren i -13 foran Joost Luiten i -12, da han skuffede med en runde i +2.
Rikuya Hoshino, Daniel Hillier, Maximilian Kieffer og Adrian Meronk i -11. Rasmus Neergaard-Petersen delte 7. pladsen i -10 med Daan Huizing og Matthieu Pavon.
Fjerde sejr på DP World Tour
Det var 26-årige Thriston Lawrences fjerde sejr på DP World Tour. Han blev Årets rookie på DP World Tour 2022 efter sejre i Joburg Open og Omega European Masters.
I december vandt han Investec South African Open Championship 2022, der var tællende til 2023 sæsonen, så for anden sæson i træk er han nu oppe på to sejre.