Rasmus Højgaard, der fylder 20 år på fredag den 12. marts, skal slutte i toppen af denne uges Commercial Bank Qatar Masters, hvis han skal kvalificere sig til WGC – Dell Technologies Match Play.
Verdensranglistens top-64 på mandag den 15. marts kvalificerer sig til hulspilsturneringen WGC – Dell Technologies Match Play, der spilles i Austin, Texas, fra den 24. – 28. marts.
Rasmus Højgaard er nr. 76 på verdensranglisten i denne uge. Der vil utvivlsomt komme flere afbud til WGC turneringen, og så kommer de følgende på verdensranglisten med. Rasmus Højgaard skal dog formentlig godt ind i top-70 for at kunne komme med i feltet, hvilket kræver et godt resultat i denne uge.
Top-50 på verdensranglisten den 29. marts kvalificerer sig til Masters.
Lucas Bjerregaard blev nr. 4 i 2019
Kevin Kisner vandt den seneste udgave af WGC – Dell Technologies Match Play i 2019, hvor Lucas Bjerregaard blev nr. 4 efter sejre over bl.a. Henrik Stenson og Tiger Woods.
Det er så desværre også Lucas Bjerregaards seneste top-10 placering, og fra en 43. plads på verdensranglisten efter WGC turneringen i marts 2019 er han faldet tilbage til en 406. plads i denne uge.