Erfarne Ross McGowan vandt sin tredje Challenge Tour sejr i D+D REAL Czech Challenge, hvor Rasmus Højgaard blev bedste dansker på en 9. plads.
Rasmus Højgaard var -4 for runden og -12 for turneringen inden han lavede en ærgerlig dobbeltbogey på 18., hvilket gav ham en delt 9. plads i -10. Han er uden en kategori på Challenge Touren, men med en top-10 placering har han kvalificeret sig til den næste turnering, Swiss Challenge presented by Swiss Golf, om to uger. Det var nyprofessionelle Rasmus Højgaards tredje Challenge Tour turnering i år, hvor han startede sæsonen med en 2. plads i Challenge de España efterfulgt af en 21. plads i Prague Golf Challenge.
Mark Flindt Haastrup og Benjamin Poke afsluttede begge med en runde i +1, så Hastrup blev nr. 37 i -2, mens Martin Ovesen og Marcus Helligkilde missede cuttet.
Ross McGowan vandt med fire slag
Efter en finalerunde i -3 vandt Ross McGowan i -18 foran Ricardo Santos i -14, Adrien Meronk i -13 og Cormac Sharvin i -12.
Scott Fernandez, Marcel Schneider, Alvaro Arizabaleta og Borja Virto delte 5. pladsen i -11.
Det var 37-årige Ross McGowans tredje sejr på Challenge Touren, da han vandt to turneringer tilbage i 2007. Han har også vundet på Europa Touren, med sejr i Madrid Masters 2009, hvor han blev nr. 12 på Race to Dubai ranglisten. Siden har det været småt med nævneværdige resulatet.
McGowan mistede sit Europa Tour kort i 2011, men fik det tilbage via Tourskolen i 2015 uden dog at holde kortet i 2016.