18-årige Rasmus Højgaard vandt AfrAsia Bank Mauritius Open i sin blot anden turnering siden han sikrede sig et Europa Tour kort via Tourskolen.
– Jeg er tom for ord. Det er fantastisk, og jeg er meget lykkelig, Det er en drøm, der går i opfyldelse, sagde Rasmus Højgaard efter sejren og fortsatte:
– Jeg blev ved med at fortælle mig selv, at jeg skulle tro på det og stole på tallene (afstandene, red.). Jeg gjorde, alt hvad jeg kunne, og det var nok for mig til at vinde.
Selvom det var svært at se med to birdies og en eagle i omspillet på par-5 hullet 18., så erkendte Rasmus Højgaard, at han var nervøs:
– Selvfølgelig var jeg nervøs, da jeg var i mit første omspil, men jeg havde intet at tabe. Så jeg var selvsikker, særligt efter de slag jeg slog mod slutningen. Mine approach slag var meget gode på 18. hul, og jeg formåede at gøre det jeg skulle.
– Det er fantastisk at vinde så tidligt i min karriere, og jeg ser frem til den næste udfordring, sagde Rasmus Højgaard inden han rejste hjem til Billund for at fejre sejren med familie og venner.
Drømmer om at blive Årets rookie
Efter første runde på Mauritius nævnte Rasmus Højgaard en anden drøm, nemlig at vinde Rookie of the Year 2020 titlen på Europa Touren. En hæder der tildeles den rookie, som slutter højest på Race to Dubai ranglisten, så efter de første to turneringer i 2020 sæsonen topper han den liste.
Der er dog lang vej igen, og i 2019 sæsonen vandt Kurt Kitayama og Guido Migliozzi to turneringer hver, men det var Robert MacIntyre som gjorde det bedst i de største turneringer. Så hæderen som Årets rookie 2019 gik til Robert MacIntyre, selvom han endnu ikke har vundet på Europa Touren.