Rasmus Hjelm vandt søndag PGA Catalunya Resort Championship 2016 efter en dramatisk finalerunde, hvor Hjelm viste klassen til sidst.
En samlet score i seks under par gav Hjelm sejren med hele tre slag til et trekløver bestående af Peter Puhakka, Tobias Rosendahl og Christian Aronsen. På en flot delt femteplads sluttede blandt andre Nicolai Tinning efter dagens bedste runde (-5), Niklas Nørgaard Møller og Jesper Lerchedahl. Emil Søgaard blev bedste amatør som nummer 17.
Rasmus Hjelm startede dagen i spidsen for PGA Catalunya Resort, men især Christian Aronsen og italienske Giorgio di Filippi, gjorde sit for at presse Hjelm væk fra føringen på dagens første ni huller.
Omkring hul ni til elleve kæmpede Rasmus Hjelm for at holde sammen på spillet, og da han hoppede tilbage i front efter en flot birdie på 12. hul, boblede nordjyden af selvtillid. Den selvtillid blev brugt til i sikker stil at køre sejren hjem med tre slags margin.
Vinder var tæt på karrierestop
– Jeg synes, jeg spiller rigtig godt i dag. Der kommer lidt løse slag undervejs, men generelt var det godt, fortæller en meget rørt Rasmus Hjelm i sin vindertale, hvor han også afslørede, at sejren betyder rigtigt meget for ham.
– Det er meget overvældende at stå her i dag. De sidste par år har jeg overvejet, om det var på tide, jeg fandt noget andet at lave. Jeg har ikke følt, at jeg høstede de resultater, som jeg skulle. Men det er f….. det hele værd, fortæller en meget bevæget Rasmus Hjelm. Du kan se hele interviewet her.
I stedet for at indstille karrieren, ser det for alvor ud til, at Hjelm nu er på vej på European Challenge Tour. I hvert fald indtager han efter sejren andenpladsen på GolfBox Nordic Golf League Ranking, hvor top-5 efter sæsonen sikrer sig en plads på Challenge Touren fra næste år.
Med sejren til Rasmus Hjelm blev ECCO Tour Winter Series 2016 en ubestridt dansk succes. Benjamin Poke fra Furesø Golfklub vandt nemlig tidligere på ugen Mediter Real Estate Masters.
Du kan se vinderputttet og hele præmieoverrækkelsen på ECCO Tourens TV side her eller nedenfor.