Mikkel Schmitt, Jonas Thygesen og Kristian Hjort Bressum fra Randers Golf Klub vandt torsdag Made in Denmark og Sportsjournalisternes Juniorholdturnering 2018. Dermed kan de se frem til en tur til The Open 2019, når denne afvikles på Royal Portrush i Nordirland.
Igen i år blev MiD og Sportsjournalisternes Juniorholdturnering afviklet som en del af Made in Denmark Qualifier. De otte finaleklubber kæmpede således mod hinanden, men sideløbende deltog de på lige vilkår med ECCO Tour spillerne i Made in Denmark Qualifier by EnergiMetropol Esbjerg.
De tre Randers-drenge var alle godt spillende både onsdag og torsdag, men især Mikkel Schmitt viste høj klasse. Faktisk var den blot 17-årige randrusianer så dygtig, at han i flot stil klarede cuttet i Made in Denmark Qualifier by EnergiMetropol Esbjerg. Her ligger han inden fredagens finalerunde side om side med bl.a. Thomas Nørret på en øjeblikkelig 22. plads i ét slag over par.
Du finder resultatet af MiD Sportsjournalisternes Juniorholdturnering 2018 her.
Fantastisk Made in Denmark oplevelse venter
I den individuelle Juniorturnering løb Mikkel Schmitt fra Randers Golf Klub naturligvis også med den ene plads. Nummer to og tre blev Sophia Giverny Reich Carlsen fra Simon’s Golf Club og Jamie Tofte Nielsen fra Søllerød.
Alle tre unge talenter kan nu glæde sig til en stor oplevelse ved Made in Denmark Pro-Am, når de tilsammen udgør det ene Pro-Am hold. Og så er det bare at holde øje med startlisten til Made in Denmark, så man kan se, hvem man kan være heldig at få som professionel holdkaptajn på dagen.
De individuelle scores kan findes via ECCO Tourens livescoring for selve Made in Denmark Qualifier her.