Fire danskere var med, da Challenge Tour sæsonen begyndte i Kenya, hvor Barclays Kenya Open blev vundet af Aaron Rai.
Morten Ørum Madsen blev bedste dansker på en 49. plads i -2, mens Joachim B Hansen blev nr. 54 i -1.
Martin Ovesen gik en flot første runde i -4, hvilket placerede ham på en 13. plads, men efter +4 i anden runde var han som nr. 66 i par ét slag fra at klare cuttet. Med runder i +1 og +2 var Mark Flindt Haastrup fire slag fra cutgrænsen.
Dansk-kenyaneren Stefan Engell Andersen missede også cuttet som nr. 66 i par. Han repræsenterer Kenya, hvor han er født og opvokset, men hans far er fra Danmark.
Aaron Rai vandt med tre slag
Inden finalerunden førte Matt Wallace i -12 foran Adrien Saddier og Aaron Rai i -11.
Med en flot finalerunde i -6 vandt Aaron Rai i -17 foran Adrien Saddier i -14, mens Francesco Laporta og Matt Wallace delte 3. pladsen i -13.
22-årige Aaron Rai var tæt på Europa Tour kortet sidste år, da han blev nr. 18 på Race to Oman ranglisten, hvorfra top-15 får et Europa Tour kort. Han er fra England, men hans indiske mor er født i værtslandet Kenya, hvor hun opvoksede, inden hun som 14-årig flyttede til England. Hun overværede sejren som tilskuer, hvilket var første hun var tilbage i Kenya, siden hun flyttede til England i 1970.
Turneringen blev spillet på Muthaiga Golf Club efter fire år på Karen CC. Begge ligger i Nairobi. Karen CC er anlagt på den tidligere kaffeplantage, som Karen Blixen ejede og drev. Hun boede i Afrika fra 1914 – 1931, mens golfklubben blev grundlagt i 1937.
Nu er der nogle ugers pause inden Turkish Airlines Challenge spilles fra den 20. april.