Puk Lyng Thomsen har sikker kurs mod at kvalificere sig til Ladies European Tour, men da hun vil forblive amatør, kan hun ikke bruge det til så meget. Andet end at bevise, at hun har niveauet til at være med.
Puk gik fjerde runde på Amelkis Golf Club i -5, så hun er nr. 10 i -9 inden onsdagens finalerunde på Samanah Country Club. Top-60 og lige i +4 eller bedre klarede cuttet.
Hun er eneste danske deltager på Tourskolen, efter Daisy Nielsen trak sig.
Celine Boutier fører med fire slag
Inden finalerunden har Celine Boutier en solid føring på fire slag. Boutier fører i -17 foran Madelene Sagström og amatøren Celina Yuan i -13.
Svenske Madelene Sagström fik LPGA kortet ved at vinde Symetra Tour i suveræn stil, så det er formentlig ikke meget, hun kommer til at spille på LET. Ved at deltage på Tourskolen får hun dog en kategori på LET, hvilket er et krav, hvis hun vil forsøge at komme på Solheim Cup holdet næste år.
Den blot 16-årige Madelene Stavner fra Norge ligger også til et kort, da hun er nr. 16 i -6.
Lalla Aicha Tour School Final, leaderboard
Puk har ingen planer om at blive professionel nu
Puk kom med i feltet via kvalifikationen i november, men har ingen planer om at blive professionel endnu.
Efter kvalifikationen fortalte hun til Golf.dk, at hun vil fortsætte sin skolegang på Frederikshavn Handelsgymnasium, hvor hun har halvandet år tilbage.
På Tourskolen får Puk dog noget værdifuld erfaring, og så vil hun gerne spille en del turneringer på LET Access Series næste år. Amatører kan godt være medlem af LET Access Series, mens man skal være professionel for at blive medlem af Ladies European Tour.
Top-30 får kortet til LET
Top-30 og lige efter får et kategori 8a kort til Ladies European Tour næste år.
Dem der klarer cuttet, men slutter udenfor top-30 kan få kategori 9b, hvilket dog ikke giver adgang til så mange turneringer. Misser man cuttet kan man få kategori 12a.