22-årige Takumi Kanaya, der blev professionel i oktober men stadig går på college, vandt den traditionsrige Dunlop Phoenix Tournament i Japan, som bl.a. Thomas Bjørn, Tiger Woods, Brooks Koepka og Seve Ballesteros hver har vundet to gange.
Som følge af COVID-19 var der ingen internationale stjerner i årets turnering, hvor man spillede om 100 mio. Japanske Yen, svarende til omkring 6 mio. kroner. Det er halvdelen af præmiesummen de seneste år. Der blev spillet uden tilskuere, som dog kunne logge på ZOOM og blive vist på en storskærm bag 1. tee.
To professionelle collegespilere i omspil
Takumi Kanaya og Tomohiro Ishizaka var i omspil om sejren efter de begge sluttede i -13, og det vandt Takumi Kanaya på fjerde omspilshul
Begge går fortsat på college i Japan, men er professionelle. 22-årige Takumi Kanaya på Tohoku Fukushi University, mens 21-årige Tomohiro Ishizaka går på Japan Wellness Sports University.
Yuki Inamori og Tomoharu Otsuki delte 3. pladsen i -12. Ryo Ishiokawa blev nr. 8 i -9.
Kanaya er nr. 126 på verdensranglisten – var verdens bedste amatør
Med 16 verdensranglistepoint rykkede Takumi Kanaya helt frem som nr. 126 på verdensranglisten, selvom han blot har spillet 16 turneringer de seneste to år. Han blev nr. 5 på Japan Golf Tour i sidste uge, og før det nr. 41 i ZOZO Championship @ Sherwood på PGA Tour.
Han blev nr. 3 da Matt Jones vandt Emirates Australian Open 2019, mens han som amatør vandt Mitsui Sumitomo Visa Taiheiyo Masters på Japan Golf Tour i november 2019.
Kanaya var nr. 1 på amatørernes verdensrangliste gennem mere end et år frem til oktober 2020, hvor han blev professionel.
Shugo Imahira deltog under skrappe COVID-19 restriktioner
Den forsvarende mester Shugo Imahira blev nr. 27 i -5. Han blev nr. 44 i Masters, og skulle ikke have deltaget i Dunlop Phoenix, da alle der rejser ind i Japan skal tilbringe 14 dage i karantæne.
Den japanske regering og Japans olympiske komité ændrede dog retningslinjerne, så de bedste sportsfolk kan deltage i konkurrencer. Dog med begrænsninger, så Shugo Imahira må kun have kontakt til sin caddie. Han bor alene i et hus, havde sit eget område på driving rangen og putting greenen og måtte ikke snakke med medspillerne.
Caddien måtte kun røre golfkøllernes skafter, mens Shugo Imahira kun rørte grippet. Caddien sprittede også bolden af på hvert hul.
Dunlop Phoenix Tournament, resultat
Thomas Bjørn vandt i 1999 og 2003
Thomas Bjørn har vundet Dunlop Phoenix Tournament to gange i 1999 og 2003.
Brooks Koepka, Tiger Woods, Luke Donald, Tom Watson og Seve Ballesteros har også vundet turneringen to gange, mens Hideki Matsuyama, Edoardo Molinari, Ian Poulter, Padraig Harrington, David Duval, Lee Westwood og Ernie Els også er blandt de tidligere vindere.
Legendariske Masashi “Jumbo” Ozaki er den eneste, som har vundet turneringen tre gange i 1994, 1995 og 1996. Den nu 73-årige japaner vandt 94 turneringer på Japan Golf Tour og hele 114 professionelle turneringer i karrieren. I årene 1989 – 1998 var gennem hele 194 uger i top-10 på verdensranglisten.