Den skandaleramte britiske Prins Andrew har frasagt sig militære titler og kongelige protektioner. Den golfivrige prins mister også en række ærestitler og protektioner indenfor golf, men bevarer sit æresmedlemskab på St Andrews.
Gennem årene har Prins Andrew overværet en lang række professionelle turneringer og flere gange har han overrakt trofæet til vindere som på billedet ovenfor, hvor det var til Martin Kaymer efter Abu Dhabi Golf Championship 2008.
Prins Andrew er tiltalt i et meget omtalt amerikansk søgsmål om overgreb i 2001 af den dengang 17-årige Virginia Giuffre, som de fleste sikkert har hørt om. Ellers kan der læses mere på dr.dk her, og det skal understreges, at han nægter sig skyldig. En sag med relation til den afdøde finansmand Jeffrey Epstein, som de fleste sikkert også har hørt om.
At Prins Andrew frasiger sig militære titler og kongelige protektioner er offentliggjort af det britiske kongehus i en pressemeddelelse på royal.uk.
Mister flere ærestitler
Britisk ITV News skriver på itv.com, at han mister sin ærestitler på Royal Portrush, Royal Belfast og Royal County Down i Nordirland. Gennem en del år har han overværet The Open og således også i 2019 på Royal Portrush, hvor han indviede et nyt klubhus i 1999.
Han vil formentlig miste flere af sine titler indenfor golf. Blandt de militære golf-protektioner er Army Officers’ Golfing Society, hvor han var med til at promovere golfsporten overfor personer i den britiske hær, ligesom han er med i golf-organisationer for Royal Air Force, Royal Artillery og Royal Navy. Og han er formand for golfklubben for ansatte i det britiske kongehus.
Prins Andrew spiller selv golf, og har ærestitler i omkring 20 organisationer og golfklubber. Udover de nævnte er det bl.a. og Royal Liverpool Golf Club, Hoylake, der senest var vært for The Open i 2014, og skal være det igen i 2023.
Tidligere kaptajn og æresmedlem af The Royal and Ancient Golf Club
Prins Andrew er én af seks fra den kongelige familie, der siden 1863 har haft den ærefulde rolle som kaptajn / formand for The Royal and Ancient Golf Club på St Andrews.
Prins Andrew har været medlem på St Andrews siden 1992, og blev udpeget som kaptajn / formand i 2004. Det var et 250. året for klubbens grundlæggelse i 1754. Der er arbejde og møder forbundet med at være kaptajn for The Royal and Ancient Golf Club of St Andrews, men det er i høj grad også en ærefuld ambassadørrolle.
Fra 1999 – 2003 var Prins Andrew med Amateur Status Committee for The Royal and Ancient Golf Club, og han er den hidtil eneste af de seks kongelige medlemmer, som har været en del af en komite.
En talsperson fra The Royal and Ancient Golf Club siger til Golfmagic.com, at Prins Andrew fortsat er æresmedlem, men at han ikke har nogle aktive roller på vegne af klubben.
Slut med Hans Kongelige Højhed
61-årige Prins Andrew er hidtil blevet tiltalt som Hans Kongelige Højhed Hertugen af York, men vil angiveligt ikke længere lade sig tiltale Hans Kongelige Højhed.
Prins er ikke en titel, så det vil han selvsagt fortsat være, ligesom han fortsat er Hertugen af York. Prins Andrew er det tredje barn og den anden søn af dronning Elizabeth og Prins Philip, Han er nr. 9 i den britiske tronfølge.