Det danske juniorlandshold med Sofie Kibsgaard Nielsen, Karen Fredgaard og Cecilie Nielsen blev nr. 7 ved World Junior Girls Championship – samme placering som landsholdet opnåede sidste år.
Turneringen er en slags junior VM, men dog alligevel ikke helt, hvilket der kan læses mere om nederst i artiklen.
På The Marches Golf Club i Ottawa, Canada, blev Danmark nr. 7 i -3 efter fire runder, hvor dagens to bedste scores var tællende som holdets score.
Spanien hentede otte slag i finalerunden
Sydkorea førte med otte slag inden finalerunden, men de var rundt i +4 mens Spanien gik -4, så de to hold sluttede begge i -14.
I omspillet var det igen de to bedste af tre scores som talte, og her vandt Spanien efter to birdies på første omspilshul.
Sverige blev nr. 3 i -9, mens Frankrig og USA delte 4. pladsen i -8 foran Tyskland i -4 og Danmark i -3.
World Junior Girls Championship, landshold – resultat
Sofie Kibsgaard Nielsen blev bedste dansker individuelt
Sofie Kibsgaard Nielsen blev bedste dansker på en delt 10. plads i par, Cecilie Nielsen blev nr. 23 i +5 og Karen Fredgaard nr. 28 i +8.
I den individuellle turnering var der også omspil, da sydkoreanske Seo-yun Kwon og Alessia Nobilo fra Italien sluttede i -9 inden Seo-yun Kwon vandt omspillet.
World Junior Girls Championship, individuelt – resultat
En slags VM for junior piger som ikke er på college
Turneringen kaldes indimellem for Junior VM for piger, men det er dog en sandhed med modifikationer.
World Junior Girls Championship blev spillet første gang i 2014, og arrangeres af det Canadiske Golfforbund i samarbejde med golfforbundet i Ontario, der er en provins i Canada. Det er således en canadisk turnering, som støttes af det internationale golfforbund, IGF, og R&A.
Lidt som en pendant til Toyota Junior Golf World Cup i Japan, hvor der både er en turnering for drenge og piger.
I årets World Junior Girls Championship deltog 20 hold fra 19 nationer, da værtsnationen Canada havde to hold med.
Turneringen er for spillere, som ikke er fyldt 19 år og som ikke spiller golf for et universitet eller college.
Danmark er tidligere blevet nr. 7, 2 og 4
Sidste år blev Danmark med Cecilie Finne Ipsen, Mathilde Fredensborg og Stephanie Astrup på holdet nr. 7 i turneringen på Mississaugua G&CC, hvor Filippinerne vandt med 9 slag foran Sydkorea.
I 2015, hvor der som i år blev spillet på The Marshes, opnåede Cecilie Bofill, Puk Lyng Thomsen og Line Toft Hansen en flot 2. plads. Individuelt blev Cecilie Bofill nr. 2. Sydkorea vandt en suveræn sejr, da de var hele 18 slag foran danskerne.
Ved den første udgave i 2014 på Angus Glen GC blev Puk Lyng Thomsen, Line Hansen og Marie Lund-Hansen nr. 4. Dengang var der også en suveræn vinder, da USA var 18 slag bedre end Sverige på andenpladsen.