Det danske pigelandshold vandt finalen over værtsnationen Spanien ved EM for hold, mens herrerne tabte deres opgør om bronzemedaljer. Sverige vandt både Herrernes og Damernes EM, mens Frankrig vandt drengene EM for hold.
I 2018 vandt damerne og herrerne bronzemedaljer, mens pigerne blev nr. 7 og drengene nr. 8.
De danske piger er europamestre
Pigernes EM blev spillet på Parador de El Saler i Spanien, hvor Danmark blev nr. 3 i slagspilskvalifikationen. Derefter vandt de over Tjekkiet i kvartfinalen og over Tyskland i semifinalen.
Lørdag skulle de møde værtsnationen Spanien i finalen, hvor hvert hold vandt en foursome hver om formiddagen. De dansker piger var bedst i eftermiddagens singler, da de vandt tre og tabte to, så det endte med en dansk sejr på 4 – 3.
Det var første gang et pigelandshold var i finalen ved EM for hold, og derfor også første gang, at de kan rejse hjem med guldmedaljer om halsen. Fire gange og senest i 2012 har det danske pigelandshold vundet bronze.
Italien fik bronzemedaljer efter en sejr på 5,5 – 1,5 over Tyskland.
Anders Danielsen er landstræner for det succesfulde hold bestående at Amalie Leth-Nissen (Hjortespring Golfklub), Anne Normann (Rungsted Golfklub), Alberte Thuesen (Mølleåens Golf Klub), Natacha Høst Husted (Smørum Golfklub), Olivia Grønborg (Helsingør Golf Club) og Cecilie Leth-Nissen (Hjortespring Golfklub).
Hold EM, piger – Flight A hulspil, leaderboard
Herrerne måtte nøjes med en 4. plads – Sverige vandt EM
Herrenes EM blev spillet på Ljunghusen GC i Sverige, hvor danskerne lige akkurat kom med i Flight A efter en 8. plads i slagspil. Derefter vandt de over Irland i kvartfinalen, inden de tabte til Sverige i semifinalen.
Lørdag skulle danskerne derfor spille om bronzemedaljerne mod Skotland, som vandt begge foursomes. Danmark vandt tre af de fem singler, men efter nederlagene i foursomes endte det med en skotsk sejr på 4 – 3.
Sverige vandt EM efter en finalesejr på 4,5 – 2,5 over England, mens Skotland fik bronze.
Herrelandsholdet blev udgjort af Andreas Hillersborg Sørensen (Roskilde Golf Klub), August Thor Høst (Odense Eventyr Golf), Rasmus Neergaard-Petersen (Furesø Golfklub), John Axelsen (Sorø Golfklub), Hamish Brown (Aalborg Golf Klub) og Alexander George Frances (Møns Golfklub).
Hold EM, herrer – Flight A hulspil, leaderboard
Damerne blev nr. 8 efter tre nederlag i hulspil – Sverige vandt EM
Is Molas GC på Sardinien var vært for damernes Hold EM, hvor Danmark blev nr. 6 i slagspil. Efter nederlag til først Tyskland og derefter England skulle de spille om 7. pladsen mod Irland.
De danske vandt én single uden kamp og yderligere én, så det endte med en sejr på 3 – 2 til Irland, så damerne sluttede på en 8. plads.
Sverige blev europamestre efter en sejr på 5 – 2 over Spanien, mens Italien sikrede sig 3. pladsen med en sejr på 5 – 2 over Tyskland.
Damernes EM hold var Karen Fredgaard (Asserbo Golf Club), Puk Lyng Thomsen (Frederikshavn Golfklub), Marie Lund-Hansen (Sønderjyllands Golfklub), Cecilie Brøgger Nielsen (Furesø Golfklub), Cecilie Finne-Ipsen (Hjortespring Golfklub) og Sofie Kibsgaard Nielsen (Morsø Golfklub).
Hold EM, damer – Flight A hulspil, leaderboard
Drengene vandt B-finalen, og blev nr. 9 – Frankrig vandt EM
Drengenes var i Frankrig, hvor der blev spillet på Golf de Chantilly. De blev nr. 10 i slagspilskvalifikationen, så som det eneste af de fire danske landshold kom de lidt skuffende ikke med i Flight A.
I Flight B var de danske drenge dog ret suveræne, da de vandt over Finland og Holland inden de i “B-finalen” skulle møde Portugal.
Det opgør endte med en dansk sejr på 3,5 – 1,5, så drengene sluttede som nr. 9 ved EM for hold.
Værtsnationen Frankrig vandt guld ved at vinde Flight A finalen 5 – 2 over Tyskland, mens Sverige fik bronze efter en sejr på 4 – 3 over Irland.
Drengenes hold bestod af Jamie Tofte Nielsen (Søllerød Golfklub), Jonas Thygesen (Randers Golf Klub), Mads Laage Hansen (Smørum Golfklub), Mikkel Kousholt Schmitt (Randers Golf Klub), Rasmus Bofill (Silkeborg Ry Golfklub) og Sebastian Friedrichsen (Asserbo Golf Club).
Hold EM, drenge – Flight A hulspil, leaderboard
Hold EM, drenge – Flight B hulspil, leaderboard
Format: Slagspil efterfulgt af hulspil om medaljerne
Ved EM for hold er der seks spillere på hvert hold. Tirsdag og onsdag spillede man slagspil over 18 huller, hvor fem af seks scores pr. dag var tællende som holdets samlede score, inden der torsdag, fredag og lørdag spilles hulspil om de endelige placeringer.
De 8 bedste lande er gået videre til medaljespillet i Flight A, mens de øvrige spiller i Flight B samt også C for damerne og pigerne. Herrerne og drengene har en særskilt 2. division, hvor de næstbedste nationer er med.
I alle matcher mod finalen spilles om 7 point fordelt på to foursome matcher om formiddagen og fem singler om eftermiddagen. Hold der ikke længere er med i kampen om medaljer spiller om 5 point med én foursome og fire singler.