Thomas Pieters og Thomas Detry fra Belgien vandt ISPS HANDA World Cup of Golf, hvor de forsvarende mestre Thorbjørn Olesen og Søren Kjeldsen blev nr. 4. Se højdepunkter fra finalerunden i videoen ovenfor.
Der blev spillet foursome i finalerunden. Danskerne gik én af dagens bedste runder i -7, hvormed de rykkede frem til en delt 4. plads i -17. Thorbjørn og Kjeldsen var forsvarende mestre, da de vandt den seneste udgave i 2016.
Efter første rundes four-ball var danskerne på en delt 4. plads i -9, nr. 12 i -4 efter foursomes i anden runde, og nr. 11 efter four-ball i tredje runde.
Pieters og Detry vandt med tre slag
Inden finalerunden førte Thomas Pieters & Thomas Detry fra Belgien med fem slag på The Metropolitan GC i Melbourne. Forspringet skrumpede til to slag undervejs, men med en runde i -4 vandt de i -23.
Marc Leishman & Cameron Smith fra Australien var som Thorbjørn og Kjeldsen rundt i -7, hvilket gav dem en delt 2. plads i -20 med Abraham Ancer & Roberto Diaz fra Mexico.
Thorbjørn Olesen og Søren Kjeldsen delte 4. pladsen i -17 med Adam Hadwin og Nick Taylor fra Canada.
Byeong Hun An & Si Woo Kim fra Sydkorea og Andrea Pavan & Renato Paratore fra Italien delte 6. pladsen i -16 foran Tyrrell Hatton & Ian Poulter fra England i -15. Svenskerne Alexander Björk & Joakim Lagergren blev nr. 9 i -14.
Ikke tællende hold-turnering
ISPS HANDA World Cup of Golf er en ikke-tællende holdturneirng, hvor der spilles om en samlet præmiesum på $ 7 mio.
Vinderne Pieters og Detry får 2,24 mio. $ til deling svarende til 7,3 mio. danske kroner til hver af de to spillere, som dog ikke tæller på ranglisterne.