48-årige Phil Mickelson har rundet en imponerede milepæl, da han uafbrudt har været i top-50 på verdensranglisten gennem 25 år! Det er 1.305 uger i træk siden november 1993…
Mickelson har ikke været i top-10 på verdensranglisten siden september 2014, men fra 1996 – 2014 var han i top-10 i sammenlangt 774 uger.
Mellem 2001 – 2013 var han nr. 2 på verdensranglisten i sammenlagt 269 uger. I alle ugerne, svarende til mere end 5 år, var han kun overgået af Tiger Woods, hvis mangeårige dominans er den primære årsag til, Mickelson aldrig har været nr. 1 på verdensranglisten. Tiger var verdens bedste i 683 uger svarende til mere end 13 år.
Tallene ovenfor er udregnet af OWGR.com, som står for opdateringen af verdensranglisten. De har også regnet sig frem til, at Phil Mickelson har haft 166 top-10 placeringer i de 647 turneringer med verdensrangliste-point han har spillet på verdensplan. Så i mere end hver fjerde turnering gennem 25 år, har han haft været i top-10.
Fra januar 1996 til august 2012 var Mickelson uafbrudt i top-20 på verdensranglisten.
Vandt sin første PGA Tour sejr som amatør
Phil Mickelson vandt sin første PGA Tour sejr i januar 1991, hvor han som 20-årig amatør vandt Northern Telecom Open. Han blev professionel, da han var færdig med college i sommeren 1992.
I 1993 vandt han Buick Invitational of California og The International på PGA Tour inden en 2. plads efter Tom Lehman i Casio World Open bragte ham i top-50 på verdensranglisten. Det var den 28. november 1993 han rykkede frem som nr. 47 på verdensranglisten, og nu 25 år senere er han fortsat i top-50.
Tæt på at ryge ud af top-50 i januar
Ved nytår 2017 var Mickelson nr. 37, men i slutningen af januar var han nr. 49 og på vej ud af top-50.
Med en 5. plads i Waste Management Phoenix Open rykkede han dog frem som nr. 41, og de følgende uger blev Mickelson nr. 2 i AT&T Pebble Beach Pro-Am og nr. 6 i Genesis Open inden han vandt WGC – Mexico Championship og rykkede frem som nr. 18 på verdensranglisten.
Fem majors blandt 43 PGA Tour sejre
Phil Mickelson har vundet 43 turneringer på PGA Tour. Den første var som nævnt som amatør i 1991, mens hans seneste sejr er WGC-Mexico Championship 2018. Sejren i Mexico var hans første sejr siden The Open 2013.
Mickelson har vundet fem majors med sejre i Masters 2004, 2006 og 2010 samt US PGA Championship 2005 og The Open 2013. Hele 11 gange er han blevet nr. 2 i majors, hvoraf de seks har været i US Open, der er den eneste af de fire majors, som Mickelson mangler for at fuldende sin karriere Grand Slam. han har haft syv 3. pladser i majors.
Har spillet alle Ryder Cup og Presidents Cup siden 1994!
Phil Mickelson har været på det amerikanske hold ved alle Ryder Cup og President Cup siden 1994! Det er de seneste 12 udgaver af hver turneringer og således 24 i alt.
Han fik som ventet et wildcard til Ryder Cup 2018, ligesom han også var med på et wildcard ved Presidents Cup 2017.