PGA of Denmark og det svenske golftøjmærke, Galvin Green, har forlænget de seneste seks års samarbejde med yderligere tre år, så aftalen nu gælder frem til og med 2018.
Samarbejdet indeholder et sponsorat, hvor Galvin Green støtter PGA of Denmark og tilbyder PGA’s medlemmer beklædningspakker med PGA’s logo på.
– Vi har været meget tilfredse med det samarbejde, vi har med Galvin Green, og det er en stor glæde for os, at vi nu kan fortsætte det i de næste tre år, siger Marcus Brown, formand for PGA of Denmark.
– Det er vigtigt for vores medlemmer, at vores tøjpartner leverer beklædning i højeste kvalitet, når det gælder funktion, holdbarhed og design. Det er krav, som Galvin Green opfylder til fulde.
Hos Galvin Green er man også tilfreds med, at det tætte samarbejde med PGA of Denmark fortsætter yderligere tre år. Salgschef, Simon Denwers, fra Galvin Green i Danmark siger:
– Vi har haft et rigtig godt samarbejde med PGA of Denmark, så vi er meget glade for at forlænge aftalen til og med 2018. PGA’s medlemmer anvender vores ”multi-layer concept”, når de underviser i al slags vejr, og på den måde får vi størst mulig synlighed hos landets dygtige PGA-trænere. Vi er stolte over, at PGA-trænerne vælger at undervise i vores tøj. Det har gennem de seneste år øget vores position i Danmark.
Galvin Green er Skandinaviens førende producent af højkvalitetsperformancebeklædning til golfspillere. Hovedkvarteret ligger i Sverige, hvor det er golfspillere, der designer til golfspillere. Selskabet har siden 1997 været ISO 9001 certificeret.
PGA of Denmark er de professionelle golfspilleres forening og tæller ca. 350 medlemmer, fordelt på både professionelle golftrænere og tour professionelle.