36-årige Peter Malnati, der spiller med stor bøllehat og gule bolde, vandt Valspar Championship på PGA Tour, hvor Thorbjørn Olesen missede cuttet. Det var Malnatis anden PGA Tour sejr, men for første gang har han med sejren kvalificeret sig til Masters.
Thorbjørn fik en fin start med -1 i første runde, men efter +5 i anden runde var han fire slag fra at klare cuttet.
Inden finalerunden indtog Keith Mitchell førstepladsen i -10 foran Seamus Power, Mackenzie Hughes og Peter Malnati i -8.
Peter Malnati gik -4 og vandt i -12 foran Cameron Young i -10. Malnati med en birdie på 17. hul og Young med en bogey på 18. hul, som i sidste ende gjorde forskellen. Der blev spillet på Copperhead Course, hvor de sidste tre svære huller kaldes The Snake Pit.
Chandler Phillips og Mackenzie Hughes delte 3. pladsen i -9, mens 5. pladsen i -8 blev delt af Xander Schauffele, Carl Yuan, Ryan Moore og Adam Hadwin.
Justin Thomas blev nr. 64 i +3 efter en runde i par. Lørdag havde han del i førstepladsen efter en birdie på 1. hul, men derefter gik det helt galt og han sluttede dagen som nr. 66 efter en runde i +8.
Bøllehat og gule golfbolde
Peter Malnati er let genkendelig med sin Titleist bøllehat og gule Titleist Pro V1x bolde. Han har selv forklaret, at han begyndte at spille med gule bolde sidste år, da hans dengang 3-årige søn synes de var flotte.
Det tænker sønnen ikke så meget over længere, men det får Malnati til at tænke på sønnen, og så giver det nogle smil undervejs, så det har fået til at fortsætte med de gule bolde.
Kvalificeret til Masters for første gang
Det var Peter Malnatis anden PGA Tour sejr, da han også vandt Sanderson Farms Championship 2015. Det var en lidt mindre turnering, der blev spillet samtidig med WGC – HSBC Champions, så en sejr gav ikke en plads i Masters.
Peter Malnati har aldrig tidligere spillet Masters, man har med ugens sejr kvalificeret sig. Han har kun spillet tre majors med US PGA Championship i 2016 og 2021 samt US Open 2021, og alle tre gange har han misset cuttet.