Paul Lawrie og Carl Mason kom til at bytte bolde under første runde af Staysure Tour turneringen Farmfoods European Legends Links Championship hosted by Ian Woosnam, så de blev diskvalificeret, men spillede videre.
De kom til at spille hinandens bolde på 5. hul, men opdagede først fejlen på 7. hul, og det var for sent til at rette fejlen, så de blev diskvalificeret.
Spiller man en forkert bold, skal man rette fejlen og spille den rigtige bold fra det oprindelige sted, inden man begynder på næste teested. Det vil give to strafslag efter Regel 6.3c, men rettes fejlen ikke, bliver man diskvalificeret.
Spillede videre, og spiller også lørdag
Selvom Paul Lawrie og Carl Mason blev diskvalificeret, så spillede de runden færdig, og de spiller også ikke-tællende runder lørdag. Det skriver Paul Lawrie på Twitter, hvor han også skriver, at han uden fejlen gik -5, hvilket ville have givet ham en delt 2. plads.
Der er en sideløbende Pro-Am turnering, så det må siges at være god stil, at Paul Lawrie og Carl Mason spiller videre, selvom de ikke længere får del i præmiesummen.
50-årige Paul Lawrie spiller sin første sæson som senior. Han har vundet otte turneringer på Europa Touren, med sejren i The Open 1999 som den suverænt største.
65-årige Carl Masson har derimod “kun” vundet to Europa Tour turneringer tilbage i 1994, men med hele 25 sejre på den europæiske senior tour er han den mest vindende gennem tiderne, og han vandt European Senior Tour Order of Merit i 2003, 2004 og 2007. Hans seneste sejr var dog tilbage i 2011.
God start af Steen Tinning
Steen Tinning fik en god start på turneringen, da han gik første runde i -4, hvilket giver ham en delt 5. plads. Han er to slag efter Jarmo Sandelin på førstepladsen.
Farmfoods European Legends Links Championship hosted by Ian Woosnam, leaderboard