42-årige Paul Casey vandt Porsche European Open på Green Eagle GC nær Hamborg, hvor Jeff Winther blev bedste dansker på en 11. plads. I videoen ovenfor er der højdepunkter fra Caseys finalerunde og vinderinterview.
Jeff Winther begyndte finaledagen på en 7. plads i -5, og efter en runde i -2 blev han nr. 11 i -7. Lasse Jensen sluttede som nr. 33 i par efter en runde i -1.
Efter en bogey på sidste hul var Thomas Bjørn ét slag fra at klare cuttet, da han som Søren Kjeldsen og Nicolai Højgaard var i +4 efter anden runde. Lucas Bjerregaard og Joachim B Hansen i +5 samt Nicolai Tinning i +8 missede også cuttet.
Paul Casey vandt sin 14. Europa Tour sejr
Inden finalerunden delte Bernd Ritthammer og Robert MacIntyre førinden i -9 foran Paul Casey i -8, mens Matthias Schwab og Pablo Larrazábal delte 4. pladsen i -7.
Med to birdies på de sidste 3 huller og en bogeyfri runde i -6 vandt Paul Casey i -14 foran Matthias Schwab, Robert MacIntyre og Bernd Ritthammer i -13. Bernd Wiesberger blev nr. 5 i -12.
Patrick Reed blev nr. 36 i +1, Xander Schauffele og Rory Sabatini nr. 46 i +2, mens Matt Kuchar missede cuttet.
Det var Paul Caseys 14. sejr på Europa Touren, og den første siden KLM Open 2014. De seneste år har han primært spillet på PGA Tour, og han droppede helt sit Europa Tour medlemskab, men blev medlem igen, for at spille Ryder Cup 2018, hvor han fik ét af Thomas Bjørns wildcards. Han har vundet tre gange på PGA Tour med sejre i Shell Houston Open 2009 samt Valspar Championship 2018 og 2019.