For en uge siden vandt 19-årige Patty Tavatanakit fra Thailand sin første Symetra Tour turnering, og nu vandt hun også Danielle Downey Credit Union Classic.
Malene Krølbøll Hansen var med, men efter to runder i +3 var hun fire slag fra at klare cuttet.
Patty Tavatanakit førte med fem slag inden finalerunden, og med en runde i -5 vandt hun i -20 foran Jenny Coleman i -13.
Gigi Stoll, Julieta Granada, August Kim, Esther Lee, Lauren Coughlin og Yujeong Son delte 3. pladsen i -12.
To sejre i fire turneringer
Den første sejr kom i hendes blot tredje turnering på Symetra Tour, så med ugens sejr har hun vundet to ud af blot fire turneringer i sit rookie år!
Som skrevet i sidste uge er det to måneder siden, at hun blev professionel efter et succesfuldt college-ophold i USA med syv sejre.
I sin debut som professionel blev hun nr. 34 i U.S. Women’s Open i starten af juni. Sidste år blev hun bedste amatør i U.S. Women’s Open på en imponerende 5. plads.
På Symetra Tour debuterede hun med en 14. plads efterfulgt af en 2. plads og nu to sejre. Ugen inden den første sejr blev hun nr. 15 på LPGA efter en 61’er (-11) i finalerunden, da hun havde fået en invitation til Thornberry Creek LPGA Classic.