Europa Touren har givet Patrick Reed en dispensation til fortsat at være medlem af Europa Touren, selvom han i denne sæson ikke har levet op til kravet om at spille mindst fem turneringer udover majors og WGC turneringer.
En kontroversielt beslutning, da Patrick Reeds medlemskab fratager andre for at komme med i de turneringer, som han deltager i. Omvendt vil man gerne have en amerikansk profil som medlem, hvilket i sidste ende vejede tungest.
Har kun spillet tre tællende turneringer
Patrick Reed deltog i Aberdeen Asset Management Scottish Open i ugen op til The Open, hvilket faktisk er den eneste “almindelige” turnering han har deltaget i.
OL og Ryder Cup tæller dog også i opgørelsen af fem turneringer, så dermed nåede han op på tre turneringer i denne sæson. Derudover deltog han i de fire majors og de tre tællende WGC turneringer.
Meldte afbud til flere turneringer
Patrick Reed havde planlagt at spille flere turneringer på Europa Touren. Han var tilmeldt Dubai Duty Free Irish Open i maj og BMW PGA Championship ugen efter, men trak sig fra de to turneringer da hans hustrus fætter døde af kræft.
Han var også tilmeldt Turkish Airlines Open, men deltog ikke. Angiveligt af et sikkerhedshensyn som følge af en række terrorangreb op til tuenringen.
Reed kunne nå op på fem turneringer, hvis han havde deltaget i Nedbank Golf Challenge og denne uges sæsonfinale, men det fravalgte han.
Reeds forfald gav Graeme Storm et Europa Tour kort
Da den regulære sæson var afsluttet troede Graeme Storm, at han havde mistet sit Europa Tour kort. Han var blot € 100 fra at beholde sit kort, men sluttede lige udenfor top-111.
Efterfølgende er Patrick Reed så blevet fjernet fra Race to Dubai ranglisten, hvorfor Graeme Storm alligevel beholdte sit Europa Tour kort.
Beslutningen om at give en dispensation til Patrick Reed ændrer ikke på dette, så Graeme Storm har et Europa Tour kort i den kommende sæson.
Glæde hos Europa Touren og Patrick Reed
Europa Tour direktøren Keith Pelley ser frem til, at Patrick Reed også er medlem af Europa Touren i den kommende sæson:
– Vi er glade for at offentliggøre, at Patrick Reed også spiller på Europa Touren i 2017 sæsonen. Han er ét af de mest spændende talenter, som alle har set under Ryder Cup, så vores fans ser frem til at se ham igen næste år, siger Keith Pelley i en pressemeddelelse.
– Jeg elsker at spille, og er stolt over at være medlem af både PGA Tour og Europa Touren. Jeg er taknemmelig over, at jeg fortsat kan være en del af Europa Touren og værdsætter muligheden for at kunne spille mod de bedste spillere i verden over hele verden, siger Patrick Reed.
Patrick Reed er pt. nr. 8 på verdensranglisten, hvor hans hidtil bedste placering er en 7. plads, hvilket han var fire uger i oktober.
Dispensation til McIlroy sidste år
Det er ikke første gang, at Keith Pelley og Europa Touren giver dispensation for ikke at spille det krævede antal turneringer.
Sidste år gav Europa Touren en dispensation til Rory McIlroy, så han kunne deltage i sæsonfinalen i Dubai, selvom han kun kunne nå op på 12 af de dengang krævede 13 turneringer.
McIlroy havde været ude med en anhelskade, men skulle egentlig have været fjernet fra Race to Dubai ranglisten, men man gjorde en undtagelse. McIlroy vandt sæsonfinalen i Dubai, hvilket også sikrede ham sejren på Race to Dubai ranglisten.