Top-50 på verdensranglisten ved nytår kvalificerer sig til Masters, og blandt dem Rasmus Højgaard, da han er sikker på at holde sin plads i blandt verdens 50 bedste. Med forbehold for skader og andet vil det være første gang, at Rasmus Højgaard spiller Masters på Augusta National.
Rasmus Højgaard er nr. 44 på mandagens rangliste, og OWGR-guruen Nosferatu skriver på X (tidl. Twitter), at Rasmus er sikker på at slutte året i top-50. Og ham tør vi godt stole på, selvom vi ikke kendes hans identitet. Læs mere nederst om Nosferatu nederst i denne artikel.
Nosferatu skriver endvidere, at hvis Rasmus Højgaard ikke spiller mere i år, så er der gode muligheder for, at han slutter i top-40.
Nicolai jagter top-50 i Nedbank Golf Challenge
Tvillingebror Nicolai Højgaard er nr. 58 på verdensranglisten og med i denne uges Nedbank Golf Challenge, hvor et ganske fint felt spiller om 6 mio. $. Her er Rasmus Højgaard ikke med, så alt tyder på, at han ikke spiller mere i år.
Anonym OWGR ekspert med præcise udregninger på X
Vi ved ikke hvem der er Nosferatu, med X profilen @VC606, men han er en meget troværdig kilde når det angår verdensranglisten. Han har gennem efterhånden en del år haft meget præcise udregninger og fremskrivninger.
Manden bag profilen sagde i 2019 til nbcsports.com, at hans rigtige navn er Vince, og at han bor i Dublin. Han arbejder i en eller anden form med matematik, og har lavet sin egen software, hvor han opdaterer alle resultater. Han bruger samme tal som OWGR, men det gør ham i stand til at lave fremskrivninger. Han laver det som en hobby, men da han også har et job foretrækker han at være anonym.
Nosferatu er i øvrigt navnet på en gyserfilm fra 1922.