Denne uges Commercial Bank Qatar Masters er sæsonens sidste regulære turnering på DP World Tour, og for mange i feltet er den meget afgørende. Også for de 9 danskere.
De bedst placerede kæmper for at slutte så højt som muligt på Race to Dubai ranglisten, hvor der er PGA Tour kort til de 10 bedste, som ikke i forvejen har et.
Spillerne omkring top-50 og 60 kæmper for at komme med i sæsonens to sidste turneringer, og længere tilbage kæmper man for at slutte i top-116, som beholder DP World Tour kort i 2024.
Der er også dem der vil være glade, hvis de på søndag er i top-154 (tal kan ændre sig) på ranglisten, så de er direkte kvalificere til Final Stage på Tourskolen og kan undgå Second Stage, ligesom de er sikre på et fuldt Challenge Tour kort.
Top-60 i Nedbank og top-50 i Dubai
Der er fortsat to turneringer tilbage, men der er kun 66 spillere i Nedbank Golf Challenge om to uger, heriblandt de 60 bedste på DP World Tour ranglisten, som ønsker at deltage, samt invitationer. Der vil givetvis komme afbud, så kommer man op omkring top-60 kan man komme med i Nedbank.
Sæsonen afsluttes med DP World Tour Championship fra den 16. november, og her er det kun med de 50 bedste på DP World Tour ranglisten, som ønsker at deltage.
10 PGA Tour kort
De bedste på DP World Tour ranglisten kæmper også om PGA Tour kort, hvis de da ikke allerede har et. De ti bedste på Race to Dubai ranglisten, som ikke har et PGA Tour kort, kan få det i 2024.
Som nr. 14 ligger Thorbjørn Olesen pt. til at tage ét af de 10 kort, mens Rasmus Højgaard på 19. pladsen er lige udenfor og 55 point fra Yannik Paul på 17. pladsen, som ligger til det sidste kort (Rettet: Min Woo Lee på 6. pladsen er sikker på et PGA Tour kort på samme måde som Nicolai Højgaard, så Yannik Paul ligger pt. til at få det sidste kort). Nicolai Højgaard er nr. 34, og ikke med i Qatar, men han er allerede sikker på et PGA Tour kort i 2024.
Top-116 beholder kortet
Top-116 på Race to Dubai Ranglisten efter Qatar beholder DP World Tour kortet i 2024. Reglen er top-110, men nogle tæller udover de 110, så det magiske tal er 116 med John Axelsen på den sidste plads. Hvorfor nogle ikke tæller i opgørelsen uddyber vi i senere artikel.
Nogle udenfor top-116 er også sikre på et kort i 2024 via vinderkategori eller andet, hvilket er aktuelt for bl.a. Søren Kjeldsen, der er sikker på et kort via Career Money List. Han vil dog utvivlsomt gerne i top-116, da han så kan komme Career Money List kategorien til et senere år.
Nr. 111 – 145 plus spillerne der tæller udover (pt. 154 spillere) er direkte kvalificeret til Final Stage af Tourskolen, så de undgår at spille Second Stage. De er også sikre på en lav DP World Tour kategori og et fuldt Challenge Tour kort i 2024.
Nedenfor en oversigt over danskernes aktuelle placering og det de på kort sigt er på jagt efter. Der er andre fordele ved f.eks. turneringssejr, som ikke går nærmere ind i her.
De ni med fed tekst er med i Commercial Bank Qatar Masters.
Nr. | Navn | Note |
14 | Thorbjørn Olesen | Tæt på et af 10 PGA Tour der uddeles efter sæsonen. |
19 | Rasmus Højgaard | Også tæt på et PGA Tour kort. |
34 | Nicolai Højgaard | Deltager ikke i Qatar, men spiller Nedbank og Dubai |
46 | Marcus Helligkilde | Deltager ikke i Qatar, men antager han er med i Nedbank. |
52 | Jeff Winther | Ligger godt til at komme med i Nedbank og kan med gode resultater komme med i Dubai. |
75 | Niklas Nørgaard | Kortet er sikret, men skal have godt resultat for at komme med i Nedbank. |
116 | John Axelsen | Ligger på sidste plads der holder kortet, så han skal formentlig klare |
139 | Søren Kjeldsen | Skal som minimum i top-8 for at holde kortet via top-116 på ranglisten. Kjeldsen er dog sikker på kategori 11 næste år via Career Money List, hvilket vi uddyber i senere artikel. |
161 | Martin Simonsen | Skal nok vinde eller blive nr. 2 for at rykke i top-116. Men som beskrevet er det stor fordel at rykke op omkring top-154. |
163 | Rasmus Neergaard-Petersen | * |
169 | Christoffer Bring | Samme som Martin Simonsen ovenfor. |
172 | Oliver Hundebøll | Samme som Martin Simonsen ovenfor. |
194 | Thomas Bjørn | Deltager ikke i Qatar, og mister sit kort. Læs mere nedenfor. |
273 | Lucas Bjerregaard | * |
292 | Joachim B Hansen | * |
* Rasmus Neergaard-Petersen, Lucas Bjerregaard og Joachim B Hansen har også enkelte turneringer på DP World Tour i år men på invitatationer / lav kategori, og de kan deltage på Tourskolen.
Thomas Bjørn mister sit kort
52-årige Thomas Bjørn, der har vundet 15 af Danmarks 47 DP World Tour sejre vandt i Qatar i 2011. Han er dog ikke med i år, og dermed er han uden mulighed for at beholde kortet. De seneste år har han haft kategori 5, men den udløber i år, så han har ikke et DP World Tour kort i 2024, da han heller ikke er med på Tourskolen.
V Sport Golf og Viaplay Total sender direkte. Se ugens sendetider på 19hul.dk/tv.
Commercial Bank Qatar Masters, leaderboard
Stillingen på Race to Dubai ranglisten kan ses her: