Optakt med C Mores golfekspert Jeppe Huldahl:
Efter et fantastisk Players Championship og en overlegen wire-to-wire sejr af Jason Day, har PGA Tour-cirkusset vendt snuden mod AT&T Byron Nelson. Endnu en stor uge i kalenderen, og sæsonen er for alvor i gang på PGA Tour.
Jason Day har med sejren i Players Championship skabt et hul på toppen af verdensranglisten, hvor Jordan Spieth er nærmeste forfølger som nummer 2. Spieth har indtil nu ikke kunne leve op til sidste års fantastiske spil med 5 sejre, og han missede tilmed også cuttet i Players. Der er ingen tvivl om, at han møder sulten op i denne uge i jagten på en ny sejr for at lukke hullet til den formstærke Day.
Men Spieth får helt sikkert ikke trofæet foræret. Der er flere andre seriøse kandidater til titlen: Matt Kuchar kommer fra en 3. plads i sidste uge, og netop Kuchar er kendt for stabilitet og gode resultater helt i toppen af feltet, når han først har ramt formen. Longhitteren Dustin Johnson er en svær mand at slå, når han får tingene til at køre. Et hav af topplaceringer har karrieren budt på, og man kan diskutere, om han i virkeligheden har vundet nok. Måske skal der til at laves om på det nu.
Louis Oosthuizen, tidligere British Open-vinder, har været i omspil om Masters. Lige nu er han placeret som nummer 13 i verden og dermed den 3. bedst placerede spiller i feltet kun overgået af Dustin Johnson (8) og Jordan Spieth (2). Sergio Garcia har haft en meget stabil start på sæsonen. 9 turneringer spillet og 8 klarede cuts med 5 top 25-placeringer. Det tyder på, at det snart er tid for Garcia til at spille med om sejren igen.
Der er lagt op til endnu en spændende turnering, når C More golf blænder op for AT&T Byron Nelson Championship fra på torsdag klokken 14.00.