Traditionsrige Open de France skal i 2022 igen spilles på Ryder Cup 2018 banen Le Golf National i Paris efter to års fravær.
Open de France blev spillet første gang i 1906 og er det ældste åbne nationale mesterskab på kontinentet. Kun under de to verdenskrige og under COVID-19 i 2020 og 2021 er Open de France ikke blevet spillet.
Da Europa Tour kalenderen blev offentliggjort for 2021 var Open de France noget skuffende ikke på programmet. Det lykkedes dog at tilføje den senere med den tredobbelte Europa Tour vinder Grégory Havret som vært, men som følge af COVID-19 restriktioner blev turneringen ikke spillet i 2021.
Open de France 2022 skal spilles fra den 22. – 25. september, hvilket svarer til Ryder Cup ugen i 2018. Det bliver den 104. udgave af turneringen, og den 19. i træk på Le Golf National.
Efter to år som Rolex Series turnering i 2017 og 2018 med en præmiesum på 7 mio. €, var præmiesummen blot på 1,6 mio. € i 2019. Nu øges præmiesummen til 3 mio. € i 2022.
Nicolas Colsaerts vandt den seneste udgave i 2019 foran Joachim B Hansen på 2. pladsen.