Første dag af Race to HimmerLand by FREJA er blevet spillet i det smukkeste vejr på to knivskarpe baner i HimmerLand.
Det vindstille vejr og den lidt våde bane har gjort førstedagen af turneringen til lidt af en birdiefest. Race to HimmerLand by FREJA føres af svenske Rasmus Holmberg, der har spillet en imponerende flot runde golf. Med ti birdies og otte pars har svenskeren lagt sig i front af turneringen i minus ti. Det er en runde i 60 slag og det var lige ved at han brød den magiske grænse og gik en sjælden runde i 59 slag.
Nærmeste forfølger er Oliver Suhr, der også havde tur i den på banen i dag. Med tre eagles, lidt birdies og lidt bogeys kunne Oliver her til eftermiddag skrive under på et scorekort med scoren 61 slag (-9).
Både Rasmus Holmberg og Oliver Suhr har i dag spillet på Old Course, og kigger man ned over leaderboardet, tegner der sig et billede af at lige netop Old Course spilles en smule lettere end New Course. Bedste spiller på New Course er Christopher Feldborg Nielsen i minus syv. Christopher har haft en super sæson og ham skal man holde øje med, når han i morgen slår ud på Old Course klokken 10:30.
Se hele startlisten til dag to af Race to HimmerLand by FREJA her.
Race to HimmerLand bliver spillet i et “Dunhill Links” format, hvor én professionel og én amatør spiller på samme hold. Lige nu føres denne turnering af holdet Garant 2 i minus 14.
Holdnavn | Pro | Amatør | Score |
Garant 2 | Sebastian Friedrichsen | Bjarne Asmussen | -14 |
GML-HR | Gustav Andersson | Søren Holm Laigaard Andersen | -13 |
Trust 1 | Oliver Suhr | Jens Thomas Lange | -13 |
Garant 1 | Gustav Adell | Jørgen Holmegaard | -13 |
Kun 12 hold skal spille på finaledagen fredag. Se hele leaderboardet for amatør turneringen her.
Husk du kan følge turneringen LIVE i morgen hul for hul her.