Oliver Suhr fik en fantastisk start på ECCO Tour turneringen, PGA Catalunya Resort Championship med en runde i 65 slag, fem under par.
Suhr fører med et enkelt slag til svenske Ola Johansson og Filip Mruzek fra Tjekkiet, mens feltets største navne ikke er langt fra toppen.
– Jeg spillede rigtigt godt, og så puttede jeg rigtigt godt. Greens er virkelig hurtige og gode, så det er vigtigt, at man har en god fornemmelse på dem. Og det havde jeg i dag, udtaler Suhr efter runden og afslører, hvor selvtilliden med putteren kommer fra.
– Jeg har brugt meget tid med Mark (Haastrup, red) på putting green hernede. Han har givet mig nogle små fif, og jeg har tanket selvtillid ved at vinde en masse Cappuccino’er fra ham, griner Oliver Suhr.
Store navne på jagt efter Suhr
Selvom Suhr er alene i spidsen, så skal han ikke kigge sig for meget over skulderen. Flere store navne ligger lige i kølvandet.
Den svenske golfstjerne i svøb, Marcus Kinhult, indtager fjerdepladsen i tre under par – blot to slag efter Suhr – og skal bestemt holdes øje med de næste par dage.
Danmarks største navn i turneringen, Joachim B. Hansen, kom rundt i to under par og indtager niendepladsen efter førstedagen. En placering han deler med blandt andre Europa Tour spilleren, Florian Fritsch, en anden tidligere Europa Tour spiller, Joel Sjöholm, og danske Nicolai Kristensen.
Fornem start til talentfuld danskergruppe
Danske profiler som Frederik Andersen, Martin Ovesen, Victor Østerby, Martin Leth Simonsen og Patrick Winther fik en fin start på turneringen efter runder i 69 slag, et slag under par. Det rækker til en delt 15. plads efter de første 18 huller.
Benjamin Poke, Christian Gløët og Oliver Nyholm er en del af en stor gruppe i par på en delt 25. plads, mens Philip Ulveman Juel-Berg og Mark Haastrup ligger nummer 41 efter runder i et slag over par.
Oliver Suhr optimistisk før hård test
Langt størstedelen af de førende spillere havde søndag fornøjelsen af Tour Course, som må betragtes som den nemmere af de to baner. Mandag skal de således prøver kræfter med Stadium Course, og så gælder det om at holde tungen lige i munden.
– Stadium Course er en svær golfbane, og den er også sværere end Tour Course. Men når det så er sagt, så kan man også godt score på Stadium Course, hvis man spiller godt. Nu skal jeg lige putte lidt, vinde en cappuccino mere, og så glæder jeg mig rigtigt meget til i morgen, slutter en tilfreds Oliver Suhr humoristisk.
PGA Catalunya Resort Championship starter igen mandag kl. 08:30, og vejrudsigterne siger ingen vind og høj sol, så de 132 deltagere har gode betingelser for at kunne score godt på det imponerende anlæg.