RejserGolf- og rejseoplevelserOld course og new course - golf og rejsetips fra Mauritius (2)

Old course og new course – golf og rejsetips fra Mauritius (2)

Læs første del af besøget i denne artikel.
New courseMont Choisy Golf fra 2017

Billedet viser en allé ind til en golfbane.  Alléen findes. Flammetræerne findes. Golfbanen eksisterer ikke. Endnu.

Der er hverken new eller old course 18-hullers golfbaner på den nordlige del af Mauritius. Men når flammetræernes orangerøde festfyrværkeri dukker op i december, annoncerer det et nyt år, hvor fairway og green grønnes, og hvor en golfbane med 18 huller bliver åbnet for golferne i Grand Baie i juli 2017.

Golfbanens smukke allé ses på store reklameskilte langs vejene, i brochurer og på hjemmesider. Og det virker efter hensigten. Mont Choisy Golf er allerede en succes. Golf- og parkvillaerne er udsolgt. Der er dog stadig boliger til salg i nærheden af den nye golfbane. Hvad med en Parkland Villa? Priser fra 1.491.028 US dollars. Eller en villa i Banyan Grove fra blot 798.000 $?

Her i juli 2016, ét år før indvielsen, er området én stor byggeplads. Det er svært at genkende stemningen fra reklamebilledet. Flammetræerne er gået ud, de blusser som sagt først op om et lille halvt års tid. Nu er de iklædt grågrønne blade og hvide fuglereder, der hænger som glaskugler på et juletræ. Der er endnu ikke fyldt vand i søerne, og der er kun græs på et par af hullerne. Men banearkitekt Peter Matkovitch synes at have ubegrænsede midler til at omforme sukkerrørsmarkerne, og omridset af en ambitiøs bane tegner sig allerede.

Maritim Resort & Spa

Man behøver nu ikke at investere i en villa i Mont Choisy parken for at kunne overnatte i nærheden af den fremtidige golfbane. Der er mange alternative muligheder på nordvestkysten, fx Maritime Resort & Spa, en femstjernet fornøjelse der ligger blot et par minutters kørsel fra Mont Choisy Golf.

Maritime har en entré til resortet som snildt kan hamle op med Mont Choisys flamboyante allé. En tunnel fører gennem et gardin af banyantræernes lange rødder, så fortsætter turen gennem en tropisk park, og rejsen standser ved et ovalt bassin, hvor lange og slanke palmetræer er placeret på hver sin lille ø foran receptionen i colonial style.

Herfra er der udsigt til palmer, hvid strand, blåt hav og en glad drik i to store orangegule kokosnødder, der er pyntet med røde bougainvillea og et sugerør, og man føler sig øjeblikkeligt hjemme.

Faktisk har Maritime en golfbane, en par 29 med ni huller.  Den korte bane er ideel til at øve indspil til green, og er svinget lidt rustent, kan man få det justeret hos banens pro, Sachin. Et tilbud der bør kunne lokke en golfturist op fra swimmingpoolen eller solvognen i ny og næ.

Et andet godt tilbud fås efter mørkets tidlige frembrud, hvor man kan slå bolde på den oplyste driving range.

Andre muligheder for en svingom får man på strandens minigolf og på resortets urban golfbane. Urban golf – som man mener begyndte i 1741 i Skotland, hvor ellers? – kan som Pokémon Go forstærke den virkelighed der omgiver en. Man udstyres med køller og bløde bolde og føres gennem parkens 25 hektar botaniske have, som man næppe ville have fået et nærmere kendskab til uden den urbane golftur.

Turen begynder ved det gigantiske spa- og helseområde, hvor min ledsager betror mig, hun gerne vil parkeres en måneds tid. Så går det via Château Mon Désir og tilhørende vandfald til stedets historiske ruiner, hvor franskmændene i 1700-tallet producerede krudt og kanoner og sukker og rom, og desuden byggede et hospital for skørbugsramte sømænd.

Fra 2017 får turisterne så mulighed for at prøve kræfter med den nye store bane i Grand Baie. Maritim lover både gratis transport de få kilometer til Mont Choisy Golf og rabatpris på greenfee.

Indtil da må gæsterne på Maritim nøjes med den lille ni-hullers bane og urban golf og minigolf – og bueskydning og tennis og beach volley og en ridetur i bølgerne på fuldblodsheste og… læs selv videre på hjemmesidens alenlange liste over aktivitetsmuligheder til lands, til vands og i luften.

Når depoterne skal fyldes op efter al denne motion, er der heldigvis også fem restauranter, to barer og en pool lounge til rådighed på Maritim.

Uden for resortet

Har man en dag lyst til at forlade det anstrengende liv på Maritim for en stund, skal man køre længere nordpå, fx stoppe op i Triolet – en driver og et femjern fra Mont Choisy Golf – og besøge Maheswarnath templet, det største og ældste hinduistiske tempel på Mauritius. Nymalet så man ikke umiddelbart kan gennemskue at det blev opført tilbage i 1857.

En overstrømmende venlig mand giver en overordentligt levende og underholdende rundvisning. Han bryder ud i sang, hver gang man træder ind i et større eller mindre bedested for Shiva, Visnu, Shakti eller andre guder.

En kvinde med baby og ægtemand og messende bedstemor tænder røgelsespinde og kommer vand på en lille sort sten, og på spørgsmålet om der er tale om en art barnedåb, svarer guiden med den karakteristiske indiske hovedrullen og et overbærende smil:

”No, the woman and her husband and the grand-mother come here to play with their child.”

Et svar der gør en desorienteret, indtil det går op for en, at et udtaleproblem er kommet på tværs, og at familien således kommer i templet for at bede og ikke for at lege.

Kør videre nordpå, gennem Péreybère og til nordspidsen af Mauritius, der har fået navnet Cap Malheureux til minde om de mange skibe der har fået en ulykkelig skæbne på forbjerget, og hvor franskmændene i 1810 led endnu et smerteligt nederlag til briterne.

På en søndag er der bryllup i den katolske kirke, tamilske kvinder holder siesta under mægtige banyantræer efter de har grillet et stort måltid på stranden, mændene spiller boules, og kreolerne sætter brødstykker på kroge og fisker med lange stænger efter tropefiskene i lagunen.

I nærheden ligger en større kirkegård ud mod Det Indiske Ocean. Gravstederne – hinduistiske, kristne, muslimske – er mestendels ganske uprætentiøse. I alskens farver og udformninger. Et sympatisk multikulturelt islæt der pointerer den unity of diversities der hersker på Mauritius.

Bagtapetet med øerne i det fjerne, de sejlende hvide skyer, det uendelige ocean og den blå himmel giver under alle omstændigheder scenariet et guddommeligt skær.

Kør tilbage til Péreybère sidst på eftermiddagen. Nyd folkelivet og tag en svømmetur ud for den offentlige strand. Og se unge kreolere med rastafrisure og stor energi spille fodbold på stranden.

Den varmgule sol synker ned i havet. Klokken 17.45 er den og spillerne væk. En halv times tid senere er der bælgmørkt.

Tekst: Kim Boje. Fotos: Annemarie og Kim Boje.

Overnatning og golf m.m.:

Mont Choisy Golf, www.montchoisygolf.com

Maritim Resort & Spa, www.maritimresortandspa.mu

Maheswarnath Mandir, https://en.wikipedia.org/wiki/Maheswarnath_Mandir

Billeje:

Sailesh Roseeawon Car Rental: her får man en professionel, meget venlig service med lave priser.  Tel.: +230 57630153. E-mail: sailesh_822@hotmail.com

PS: Kør forsigtigt i Mauritius. Landevejene er ofte bulede og hullede og altid smalle med en dyb grøft i siderne for det tilfælde en cyklon hælder vand ud over øen. På alle veje – også de firesporede – kan man sagtens møde cykler og knallerter og folk der krydser vejbanen til fods.

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Èt slags straf for langsomt spil i sin DP World Tour debut

Jacob Skov Olesen fik ikke ligefrem en drømmedebut på DP World Tour, da han fik ét slags straf for langsomt spil. Turneringen er afkortet...

Rasmus Højgaard fik 7 mio. kr. i Race to Dubai bonus

Med en 2. plads i DP World Tour sæsonfinalen blev Rasmus Højgaard også nr. 2 på Race to Dubai ranglisten, hvilket gav ham en...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk