RejserGolf- og rejseoplevelserOg stormen sused' og gjord' halløj imellem Esbjerg og Fanø. Rejseoplevelser fra...

Og stormen sused’ og gjord’ halløj imellem Esbjerg og Fanø. Rejseoplevelser fra Vadehavet og omegn (3)

Opholdet på Fanø blev noget kortere end planlagt. Men fotografen har en plan.

”Prøv lig’ hør’. Tripadvisor om seværdigheder i Esbjerg: Ribe Domkirke. Ribe Vikingecenter. Ribe Kunstmuseum. Jacob A. Riis Museet. Det er også i Ribe. Og så er der Vadehavscentret og Tarp Bunkermuseum, dem finder du heller ikke i Esbjerg. Der er kun to seværdigheder i selve Esbjerg på Top-10 listen over de 10 mest populære seværdigheder i Esbjerg. Fiskeri- og søfartsmuseet og Esbjerg Kunstmuseum.”

”Hvad med Wiig Hansens fire hvide mænd?”

”De sidder uden for byskiltet.”

” Fiskeri- og søfartsmuseet er da også uden for bygrænsen.”

”Nåmen, så er der kun én seværdighed i Esbjerg på listen over seværdigheder i Esbjerg. Esbjerg Kunstmuseum.”

”Det må vi se.”

Når man går ind ad hoveddøren til Esbjerg Kunstmuseum, bliver man lettere forvirret med hensyn til, hvad der er museum, og hvad der er musikhus, men heldigvis er der en venlig dame i receptionen, som kan fortælle, at det er kunstmuseet til højre op ad trapperne og Esbjerg Musikhus til venstre.

”Det minder om søjlerne fra Paustians Utzonhus i Nordhavn.”

Fotografen hiver mobilen op af tasken. Ligesom Lucky Luke er hun hurtigere end sin egen skygge. ”Det er Utzons værk. Jørn og sønnen Jan står bag Esbjerg Musikhus!”

”Der kan man bare se. Men hvorfor denne besynderlige, flydende overgang mellem musikhus og kunstmuseum? Hvem har så tegnet Esbjerg Kunstmuseum? Det kan da ikke være Utzon!”

Kunstpavillonen, Esbjerg Kunstforenings / Kunstmuseums historie, foto fra TV Dengang

Efter en usædvanlig lang søgning finder fotografen omsider svaret på Nationalmuseets online samlinger.

”Det er Jytte og Ove Tapdrup, som har tegnet Kunstpavillonen i Esbjerg. Deres første tegning er fra 7. april 1956. Kunstpavillonen blev opført i Byparken i Esbjerg i 1962. I 1993 blev den omdøbt til Esbjerg Kunstmuseum, som så i 1997 smeltede sammen med det nyopførte musikhus. Mærkeligt hr. og fru Tapdrup ikke er nævnt på museets hjemmeside. Eller på Wikipedia. Utzon har åbenbart helt udvisket navnet på arkitekterne bag Kunstpavillonen.”

Esbjerg Kunstmuseum i forgrunden. Musikhuset Esbjerg i baggrunden

”Ja, Utzon nævnes igen og igen og igen. Gad vide om navnet Tapdrup bevidst er udeladt i annalerne. Hvem har i øvrigt dekoreret facaden på kunstmuseet? Det ser ikke ud som noget, Arkitektfirmaet Jytte og Ove Tapdrup ville have malet.”

Fotografen er hurtig på tasterne, men det tager alligevel en rum tid, inden der er gevinst. ”Her står, at Peter Nansen Scherfig i anledning af udstillingsprojektet Maleri uden grænser i 2006 brugte facaden som lærred. Værkets titel er meget passende ’Inside Out’.”

”Sejt. Lad os gå indenfor.”

Med et enkelt greb har den faste samling på Esbjerg Kunstmuseum fået en renæssance. Værkerne fra forskellige tidsperioder opstilles kontrapunktisk, så fx naturalisme støder sammen med modernisme. Det er tilfældet ovenfor, hvor Kai Nielsens ’Nina på kuglen’ og Niels Skovgaards ’Den døde ask’ får nyt liv fra vinduet, som i virkeligheden er Robert Jacobsens ’Blå bevægelse’. Ved at placere tableauet ved glasdøren til skoven, har kuratorerne gjort et sandt scoop! Ikke alene giver sammenstødet nye oplevelser, det får også smilet frem hos publikum.

I hvert rum kan man tage en folder. Målgruppen for flyeren ovenfor er måske det yngre publikum, men både fotografen og hendes bedre halvdel er begejstrede for opfordringen til at hoppe ind i Edvard Weies billede og fortælle om stemningen ’På Langelinie”.

Rejseskribenten studerer billedet længe og bryder så ud i sang. ”Det var på Frederiksberg, det var i maj / jeg fik en pige kær, og det var dig.”

Den feministiske fotograf ryster på hovedet. ” Jeg er enig med maj måned. Det grønnes, og safterne stiger. Men de heftige penselstrøg fortæller, at der bagved den pæne fernis er moderne kvinder, som vil ha’ swing og charleston senere på dagen.”

Den interessante samstilling af nyt og gammelt giver flere frydefulde oplevelser, og det fortsætter i kælderens åbne magasiner og æstetiske laboratorium.

”Her kan du godt parkere mig resten af dagen”, lyder det fra fotografen, som har taget høretelefoner på. Kort efter vender hun rundt og sætter sig over til en stribe laminerede fotos af værker fra museet, lukker den trekantede luge og udfordrer rejseskribenten. Det enkelte billede skal parres med et tillægsord fra en liste.

”Det er altså ret sjovt at sammenligne resultaterne. Det var en øjenåbner”, indrømmer rejseskribenten, da fotografen åbner lugen igen.

”Ja, eller en dåseåbner.” Fotografen har det store smil på. ” Vi kom lettere ind i billederne med den leg. Det var fedt. Fedt kunstmuseum!”

Selv om regnen siler ned, og vinduesviskerne kører i højeste gear, er det umuligt at overse Svend Wiig Hansens Mennesket ved havet, fire seriøst store betonmænd, som sidder og skuer ud over Vesterhavet fra Sædding Strand.

”Så er vi vist kommet til Påskeøen.”

”Hm, de forstenede ansigtsudtryk i Stillehavet er ikke lige så blege som dem her,” bemærker fotografen og tjekker Wikipedia. ”Det var åbenbart Wiig Hansens hensigt at skildre det rene og ufordærvede menneskes møde med naturen. Mennesket, før det rejser sig og begynder at handle.”

”Fred Flintstone skulle være blevet i sofaen i stedet for at lave ulykker!”

”Det er lige præcis det, Svend Wiig Hansen siger. Prøv hør’. ’Det er først, da mennesket rejser sig op, at det går galt.’”

Rejseskribenten rejser sig op, fisker sin smarte telefon op af lommen og kigger på kortet. ”Vi ku’ køre til Esbjerg Golfklub. Det’ bare et kvarters kørsel længere nordpå.”

”Og spille i røjsere og sydvest? In your dreams! Jeg har et bedre forslag. Sædden Kirke. Den skulle være en rejse værd. Og der kan vi komme indenfor og få varmen og bede guderne om godt vejr.”

Sædden Kirke. Røde, håndstrøgne sten i bølgende folder. Murernes svendestykke har krævet engleagtig tålmodighed

Fotografen har ret. Igen. Man skal besøge Fanø og Esbjerg, når vejret arter sig. Spille golf ved Vesterhavet uden waders og sydvest. Det er godt at have noget at se frem til.

Det var tredje og sidste del i serien – første del kan læses her.

Tekst: Kim Boje

Fotos fra Myrtuebanen og Marbækbanen: Jacob Nordestgaard, En anden vinkel

Foto af Kunstpavillonen, Esbjerg Kunstforenings / Kunstmuseums historie, TV Dengang, 2006

Fotos i øvrigt: Annemarie Slej og Kim Boje

BONUS INFO

Destination Vadehavskysten, https://www.vadehavskysten.dk/

ESBJERG

  • Esbjerg Kunstmuseum, Havnegade 20, 6700 Esbjerg, tlf. 75 13 02 11, https://www.eskum.dk/.
  • Kunstpavillonen i Esbjerg, arkitekter Jytte og Ove Tapdrup, https://samlinger.natmus.dk/dnt/asset/19418
  • Kunstmuseets historie, bestyrelsesformand Jørgen Broch og museumsdirektør Inge Merete Kjeldgaard om Esbjerg Kunstforenings tidlige historie og kunstmuseets profil i nyere tid, 56 min., TV Dengang 2006, https://www.eskum.dk/om-museet/. Inge Merete Kjeldgaard fortæller bl.a., at museet mistede sin arkitektoniske profil, da det blev bygget sammen med Musikhuset i 1997. ”Vi er lissom blevet opslugt i det her musikhus, som, som ja, fylder meget, og hvor den her bygning så blev en del af (sic).” Da pladsen på museet samtidigt var blevet trang, var ønsket at få et helt nyt kunstmuseum, som skulle opføres mellem Esbjerg Havn og Svend Wiig Hansens Mennesket ved havet. Det er imidlertid ikke sket. Endnu.
  • Maleri uden grænser, Esbjerg Kunstmuseum, 30. september 2006 – 14. januar 2007, hvor Inge Merete Kjeldgaard gjorde sit til, at kunstmuseet kunne få sin egen arkitektoniske profil og komme ud af Musikhusets omklamring. Således blev Peter Nansen Scherfig bedt om at ”sprænge museets rammer og så at sige vende vrangen ud på bygningen ved at bruge museets facade som lærred”, https://www.eskum.dk/avada_portfolio/maleri-uden-graenser/
  • Musikhuset Esbjerg, arkitekter Jan og Jørn Utzon. Havnegade 18, 6700 Esbjerg, tlf. 76 10 90 00, https://www.mhe.dk/. PS. Den Ny Opera har haft til huse i Musikhuset Esbjerg siden 1999, https://dennyopera.dk/.
  • Mennesket ved havet – i folkemunde kaldt De fire hvide mænd. En ni meter høj skulptur i beton udført af billedhugger og maler Svend Wiig Hansen, Sædding Strandvej 1, 6710 Esbjerg Kommune, https://da.wikipedia.org/wiki/Mennesket_ved_Havet
  • Fiskeri- og søfartsmuseet, Tarphagevej 2, 6710 Esbjerg V, https://fimus.dk/
  • Sædden Kirke, 1978. Tegnet af Inger og Johannes Exner. Fyrvej 30, 6710 Esbjerg Kommune, https://www.saeddenkirke.dk/

FANØLINJEN

Marbækbanen, Esbjerg Golfklub

GOLF

NORDBY

SØNDERHO

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Èt slags straf for langsomt spil i sin DP World Tour debut

Jacob Skov Olesen fik ikke ligefrem en drømmedebut på DP World Tour, da han fik ét slags straf for langsomt spil. Turneringen er afkortet...

Rasmus Højgaard fik 7 mio. kr. i Race to Dubai bonus

Med en 2. plads i DP World Tour sæsonfinalen blev Rasmus Højgaard også nr. 2 på Race to Dubai ranglisten, hvilket gav ham en...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk