Det kommer ikke som den store overraskelse, men først onsdag blev det officielt, at Nicolai og Rasmus Højgaard samt Thorbjørn Olesen er kvalificeret til The Open 2024. Det er nemlig først nu at R&A har offentliggjort kriterierne for, hvordan man kan kvalificere sig til den europæiske major, der spilles på Royal Troon fra den 18. – 21. juli.
De tre danskere er kvalificeret ved at slutte i top-30 på DP World Tourens Race to Dubai 2013 rangliste, hvor Nicolai Højgaard blev nr. 2, Thorbjørn Olesen nr. 9 og Rasmus Højgaard nr. 18.
Da sæsonen blev afsluttet i november 2023 ville R&A ikke bekræfte, at top-30 på Race to Dubai ranglisten kvalificerede sig til The Open. Men da The Open Qualifying Series begyndte, kunne vi med forbehold indirekte regne os frem til det.
Kommende vindere kan spille til de fylder 55 år
Tidligere vindere af The Open er kvalificeret frem til de fylder 60 år, men den regel ændres, så kommende vindere kun er kvalificeret til de fylder 55 år.
En regel der i 2007 blev ændret fra 65 til 60 år. Det vil utvivlsomt give debat ikke mindst da dengang 59-årige Tom Watson var tæt på at vinde The Open 2009. Knap to måneder før Tom Watson fyldte 60 år tabte han omspil til Stewart Cink på Turnberry.
To nye kvalifikationskriterier
Der er justeret lidt på reglerne så spillere på Asian Tour, Japan Golf Tour, PGA Tour of Australasia og Sunshine Tour kvalificerer sig via den såkaldt International Federation Ranking.
De fem bedste fra den rangliste kvalificerer sig, og det er kort fortalt de seneste Order of Merit vindere fra de fire tours samt den bedst placerede på verdensranglisten. Siden 2021 har Asian Tour vinderen ikke været kvalificeret til The Open.
Som tidligere offentliggjort kommer vinderen af Africa Amateur Champion også med i The Open, og den vandt Altin van der Merwe i år.
Spilles på Royal Troon hvor Stenson vandt over Mickelson
The Open 2024 spilles på Royal Troon Golf Club i Skotland fra den 18. – 21. juli. Royal Troon var senest vært for The Open i 2016, hvor Henrik Stenson vandt en episk duel mod Phil Mickelson, mens Søren Kjeldsen blev delt nr. 9.
Det bliver 10. gang Royal Troon er vært for The Open, og en enkelt gang er AIG Women’s Open blev spillet på banen, hvilket var i 2020 hvor Sophia Popov vandt.