The Players Championship har fået et nyt trofæ, som Tiffany & Co har lavet i sølv og 24 karat guld.
Trofæet er en golfspiller som står på toppen af den berømte ø-green på TPC Sawgrass’ 17. hul. Golfspilleren er formgivet ved hjælp af 3D teknologi og elektroformgivning, så hovedet indeholder elementer af alle de 38 forskellige vindere af Players Championship – lige fra Jack Nicklaus til Tiger Woods, Phil Mickelson, Sergio Garcia, Henrik Stenson, Rickie Fowler og Webb Simpson.
Det store trofæ, som udstilles i TPC Sawgrass klubhuset, er 82 cm højt, 39 cm i diameter og vejer 15,6 kg. Vinderen får en mindre version med sig hjem, som er 43 cm højt, 20 cm i diameter og vejer næsten 3,5 kg.
PGA Tour overgår majors med et trofæ i guld
Players Championship er PGA Tourens flagskisturnering, og præmiesummen på 12,5 mio. $ er den største nogensinde i en golfturnering. Vinderen får 2,25 mio. $ svarende til 14,8 mio. danske kroner.
Trofæerne i de fire majors er af sølv, så PGA Touren nævner i en pressemeddelelse, at det nye trofæ er det eneste i de største turneringer, som er lavet af guld.
Fire forskellige trofæer siden 1974
Det nye trofæ er det fjerde trofæ i Players Championship, som blev spillet første gang i 1974 på Atlanta Country Club.
Nedenfor ses Waterford Crystal trofæet, som fra 1982 – 2018 blev givet til vinderen af Players Championship. Siden 1982 er turneringen blevet spillet på TPC Sawgrass.
Players Championship sendes direkte på streamingtjenesten GOLFTV og Eurosport 2. Se ugens sendetider på www.19hul.dk/tv.