En af Danmarks mest succesfulde unge golfspillere hædret af sin moderklub.
Stolt øjeblik i Furesø Golfklub
Ved en særlig ceremoni onsdag d. 18/12 i Furesø Golfklub blev Rasmus Neergaard-Petersen hædret med et æresmedlemskab. Golfmanager Thomas Rovsing Lauritzen bød velkommen til det velbesøgte arrangement i klubbens historiske lokaler på Hestkøbgaard, hvor medlemmer og golfentusiaster var samlet for at fejre klubbens mest succesfulde spiller nogensinde.
Dialog mellem træningskammerater
Thomas Heiredal fra Viasat Golf og mangeårig klubkammerat fra Furesø Golfklubs elitehold, guidede publikum gennem en inspirerende samtale med Rasmus. Gennem deres dialog fik de fremmødte et levende indblik i Rasmus’ rejse fra ambitiøs juniorspiller på klubbens træningsanlæg til hans nuværende status som international golfstjerne. Aftenen kulminerede med at klubbens formand Lotte Burchard overrakte æresmedlemskabsdiplomet.
Bemærkelsesværdig 2024-sæson
2024 blev året hvor Rasmus Neergaard-Petersen for alvor skrev sig ind i dansk golfhistorie. Med tre sejre på Challenge Touren og den samlede sejr i tourens årsranking, har han markeret sig som et af Danmarks største golftalenter. Præstationerne har sikret ham fulde spillerettigheder på DP World Tour for 2025 og en plads blandt verdens 100 bedste mandlige golfspillere.
Stærke rødder i Furesø
– Vi er utroligt stolte over at have Rasmus som en del af vores klubs historie, udtaler Lotte Burchard.
– Som klub har vi fulgt hans udvikling fra træning her på anlægget til det højeste internationale niveau, hvilket har været inspirerende for hele klubben. Rasmus startede sin golfkarriere som juniorspiller i Furesø, og trods sin internationale karriere deltager han fortsat om muligt i klubbens aktiviteter, hvor han er et naturligt forbillede for klubbens unge talenter.
Baggrundsinfo
International turnering på hjemmebane
I august 2025 afvikles der en DP World Tour-turnering i Furesø Golfklub. Turneringen markerer en vigtig udvikling i dansk golf som den første pesticidfri turnering på dette niveau. Banen, redesignet af det anerkendte arkitektfirma Mackenzie & Ebert, vil udfordre med sin naturlige integration i det kuperede terræn. De udvalgte huller til turneringen vil præsentere spillerne for strategiske udfordringer i det varierede landskab.
Om Furesø Golfklub
Furesø Golfklub, der i 2024 fejrede sit 50-års jubilæum, kombinerer på fin vis historie og moderne faciliteter. Med udgangspunkt i den historiske Hestkøbgaard, første gang nævnt i 1370, har klubben skabt en særlig atmosfære, hvor golfsporten trives på tværs af generationer. Som international pioner inden for miljøvenlig og pesticidfri banepleje har klubben sat nye standarder for bæredygtig golfbane-drift. Dette pionerarbejde har skabt international opmærksomhed og ført til besøg fra førende golfklubber, herunder St. Andrews i Skotland. Den pesticidfri pleje har resulteret i en bane, hvor høj spillekvalitet og aktivt miljøhensyn går hånd i hånd – med faste greens, indbydende fairways og et rigt plante- og dyreliv.