Denne uges Maybank Championship Malaysia er en ny $ 3 mio. turnering, som spilles på Royal Selangor Golf Club.
Mange husker sikkert Maybank som sponsor for en turnering i Malaysia, og fra 1999 – 2015 har Malaysian Open da også været på Europa Tour programmet. Fra 2001 – 2005 var det med Carlsberg som titelsponsor, mens Maybank var titelsponsor fra 2006 – 2015.
Promoteren, GlobalOne, er også den samme som hidtil, men alligevel har man teknisk set valgt at lave en ny turnering.
Som det ses i PR videoen ovenfor, så bruger man dog fortsat de seneste års historie, men der er lavet et nyt trofæ. Det er i øvrigt en moderne skulptur af en Tigers hovede, hvilket også er logoet for storbanken Maybank.
I 2002 blev Carlsberg Malaysian Open spillet på Royal Selangor, men siden 2010 har man spillet på Kuala Lumpur G&CC, hvor Kiradech Aphibarnrat vandt i 2013, Lee Westwood vandt i 2014 og Anirban Lahiri vandt sidste år.
Én af de ældste baner i Asien
Royal Selangor Golf Club blev etableret i 1893, og det er den fjerde ældste bane i Asien.
Det er en eksklusiv privat bane, hvor kun medlemmer og deres gæster kan spille.
Viasat Golf og Viaplay.dk sender direkte. Se ugens sendetider på www.19hul.dk/tv.