38-årige Patton Kizzire vandt Procore Championship, hvilket er hans tredje PGA Tour sejr, men den første i seks år.
Han blev nr. 128 på FedExCup ranglisten sidste år, og mistede sit fulde PGA Tour kort, men nu er han tilbage med et fuldt kort de kommende år. Og det skyldes bl.a. en ny mentaltræner, som han har arbejdet med en måneds tid.
Hans nye mentaltræner, Amiee Smith-Schuster, har brugt nogle alternative metoder skriver pgatour.com. Hun har bl.a. givet ham forskellige opgaver, så torsdag gik han barfodet på driving rangen, fredag skulle han kramme et træ, lørdag sang han omkvædet fra Disney sangen Snehvide og søndag var det en rap.
Rapteksten var skrevet af mentaltræneren, og den fremførte Patton Kizzire og hans caddie søndag inde finalerunden på klubhusets altan. Optaget på video, så de kunne sende til mentaltræneren som dokumentation.
Det er svært at vurdere i hvor høj grad det virkede, men faktum er, at Patton Kizzire vandt igen efter nogle hårde år.
Tredje PGA Tour sejr – første sejr i seks år
Det var 38-årige Patton Kizzires tredje PGA Tour sejr, da han vandt OHL Classic at Mayakoba 2017 og Sony Open in Hawaii 2018. Sammen med Brian Harman vandt han også den ikke-tællende QBE Shootout 2018.
Den næste turnering er Sanderson Farms Championship fra den 3. oktober. Der er således således to uger pause, men der spilles igen i næste uge med Presidents Cup fra den 27. – 29. september.