Den nye golf guide er tænkt som inspirationskilde til golfspilleren, der gerne vil rundt i landet og prøve andre golfbaner end hjemmebanen. Bag guiden står det århusianske mediebureau nord advertising a/s.
Her fortæller CEO Brian Nordahl, at ideen med den nye golfguide dels har været at gøre det nemt for golfspilleren at finde inspiration til eksempelvis en weekendtur, og dels at hjælpe golfklubberne med at tiltrække flere gæstespillere og på den måde skabe endnu mere liv rundt om i klubberne.
– Vi syntes ganske enkelt, at der manglede en guide med nogle flotte banebeskrivelser af danske golfbaner. Vi vil gerne have golfspillerne til at tilbringe mere tid i klubberne. Tourguiden er vores bidrag til den proces, og derfor har vi lavet en guide i 10.000 eksemplarer, som nu ligger rundt om i 100 danske golfklubber, lyder det fra Brian Nordahl.
Med godt 30 golfbaner repræsenteret i den første udgave af Tourguiden (se den ved at trykke på linket)har man ifølge Brian Nordahl fået samlet et godt udvalg af nogle af Danmarks bedste og flotteste golfbaner.
Det er planen at guiden skal udkomme én gang om året og man forventer, at have endnu flere klubber med i næste udgivelse.
En del af guiden er lavet i samarbejde med golfrejseportalen GolfersGlobe.com. I ’Tourguiden’ kan læserne bl.a. finde inspiration til udlandsrejsen og samtidig også få information om den nye landsdækkende golfturnering ’Race to Thailand – presented by GolfersGlobe’.