Asian Tour turneringen King’s Cup er blevet en del af Europa Touren, så for første gang vil der i samme sæson være to Europa Tour turneringer i Thailand.
Der kommer dog kun 25 Europa Tour spillere med i feltet, mens der er 90 fra Asian Tour og 25 fra Thailand PGA.
Samme uge som US PGA Championship
King’s Cup spilles på Phoenix Gold Golf Club i Pattaya fra den 28. – 31. juli. Det er en mindre turnering med en en præmiesum på $ 750.000 svarende til omkring € 650.000.
Turneringens spilles i samme uge som US PGA Championship. Der kommer som nævnt kun 25 Europa Tour spillere med i feltet, men det er en god mulighed for spillerne, som ikke er med i US PGA Championship. Og som måske heller ikke er med i The Open to uger tidligere samt Paul Lawrie Match Play og OL ugerne efter.
Selvom rejsen til Thailand er lang, så ligger turneringen på et tidspunkt, hvor der er mange store turneringer, så spillerne med en lavere kategori får en mulighed for at spille.
King’s Cup blev spillet første gang i 2009. Thaworn Wiratchant er forsvarende mester, da han vandt den seneste udgave i november 2014.
Se hele turneringsprogrammet på Europa Tourens hjemmeside.