Efter fire meget store turneringer i træk er der ingen turneringer på Europa Touren de kommende to uger.
Juli var den største måned på Europa Touren i år med to Rolex Series turneringer, The Open og en WGC turnering. Med så store turneringer har spillere med en dårlig kategori dog ikke kunnet spille på Europa Touren i juli.
Og alle må holde en pause i denne og næste uge, da der ikke er Europa Tour turneringer på programmet.
En ufrivillig pause og ingen turnering i Østrig
At der er to uger uden turneringer er på ingen måde tilsigtet, og tværtimod havde Europa Touren håbet på turneringer i de to uger.
Da 2019 turneringsprogrammet blev offentliggjort i efteråret 2018, havde man en TBC turnering (manglede at blive bekræftet, red.) fra den 1. august, så der har været forhandlinger om en turnering på denne dato.
Fra den 8. august havde Europa Touren håbet på endnu en udgave af Shot Clock Masters. Turnering, hvor der blev taget tid på alle slag, blev spillet første gang i 2018 med Mikko Korhonen som vinder, men den er ikke på programmet i år.
Shot Clock Masters var en fortsættelse af Lyoness Open på Diamond CC nær Wien, men for første gang siden 2005 er der ingen Europa Tour turnering i Østrig i år.
Turneringer hver uge fra den 15. august
Den næste Europa Tour turnering er D+D Real Czech Masters fra den 15. august efterfulgt af Scandinavian Invitation på Hills Golf & Sports Golf Club nær Göteborg i Sverige.
Efter disse to ugers pauser er der ugentlige turneringer på Europa Touren helt frem til sæsonfinalen DP World Tour Championship, Dubai, som spilles fra den 21. – 24. november.
Se vores kalender her på 19hul.dk
Se hele turneringsprogrammet på Europa Tourens hjemmeside.
Du kan også se turneringerne i den samlede tourkalender her på 19hul.dk. Du finder kalenderen her eller under menupunktet Leaderboards i toppen, hvor man kan trykke på turneringen og se et Google kort over banen.