Lyngbygaard Golf vil gøre anden udgave af Ecco Tour-turneringen til en hyggelig fredagsfest på banens hul 2 med hole in one-konkurrence om en halv million kr.
Inspirationen kommer fra de tætpakkede tilskuerpladser fra hul 17 på TPC Sawgrass og Himmerland Hill, når Lyngbygaard Golf vil gøre den anden udgave af NorthSide Charity Challenge 14. – 18. juni til en publikumsvenlig blanding af en fri fredagsfest og en hård konkurrence blandt professionelle om Ecco Tour-sæsonens største præmiesum på 450.000 kr.
Omdrejningspunktet bliver Aarhus-banens signaturhul, det 155 meter lange og smukt beliggende par 3-hul 2 med den drilske sø i spil. På turneringens anden dag 17. juni udsættes en hole in one-præmie på en halv million kroner med Castenskiold som sponsor – dog med den klausul, at den heldige spiller skal aflevere checken til velgørenhed, der kommer hjemløse og udsatte århusianere til gode.
På grund af hullets stadion-potentiale med mulighed for opstilling af en tribune har man arrangeret en såkaldt Castenskiold Charity Lounge, hvor Lyngbygaard inviterer til fri fredagsbar med grillpølser og fadøl suppleret med underholdning ved stand up-komikeren Carsten Bang, der selv spiller golf som medlem i Lyngbygaard Golf. Der vil være gratis buskørsel fra Aarhus’ centrum kl. 11.30, og Ecco Tourens hjemmeside vil live-streame fra hullet hele dagen.
Dette års udgave af NorthSide Charity Challenge falder tidsmæssigt sammen med den århusianske musikfestival, der også er navnesponsor for den professionelle golfturnering. Som optakt til turneringen har en velgørenhedsauktion foreløbig indbragt 100.000 kr. for effekter, som 42 professionelle spillere har doneret til fordel for hjemløse og udsatte i Aarhus. Der er bl.a. effekter fra de tre Europatour-spillere Lucas Bjerregaard, Thorbjørn Olesen og Morten Ørum Madsen.
I bestræbelserne på at indsamle endnu flere midler vil der tirsdag den 14. juni i forbindelse med en Charity-middag blive afviklet en longdriving-konkurrence på driving rangen mellem fem udvalgte professionelle på Ecco-touren. Det er tanken, at gæsterne til velgørenhedsmiddagen og alle andre besøgende kan donere et beløb per meter.
NorthSide Charity Challenge er sæsonens femte Ecco Tour-turnering på danske grund. Der vil være 120 deltagere i feltet med alle de bedst placerede på order of merit inklusiv sæsonens dobbelte vinder, Rasmus Hjelm, der vandt Ecco Tour-afdelingen Jyske Bank Championship i Silkeborg Ry Golfklub.
Til start er også den unge svensker, Björn Helllgren, der overraskede alle ved at slutte som nummer fire i Europatour-turneringen Nordea Masters, den danske Challenge Tour-spiller Christian Gløët og de to tidligere Europatour-spillere, Mark Haastrup og Thomas Nørret – sidstnævnte med hjemmebanefordelen.