Opdateret: DGU har ændret vejledningen til de danske golfklubber, så nu anbefales det, at man lukker alt ned frem til den 30. marts. Læs mere i denne artikel.
— oOo —
Mens DGU’s opfordring er, at de danske golfklubber bør indstille alle klub relaterede aktiviteter, men at man godt kan træne og spille private runder på banerne, så er anbefalingen anderledes i Norge.
Norges Golfforbund anbefaler, at man hverken træner på driving range eller spiller på golfbaner, ligesom det frarådes at spille simulatorgolf frem til den 26. marts. Man anbefaler således, at golfklubberne lukkes helt ned, som det sker med andre sports- og kulturinstitutioner.
I en pressemeddelelse på golfforbundet.no begrundes det ikke kun med, at der er smittefare for udøvere og ansatte, men også at der vises solidaritet for andre, og at golfsporten skal være med til at tydeligegøre alvoren i situationen, og de beslutninger som myndighederne tager.
Pressemeddelelsen blev udsendt fredag den 13. marts, og mandag er man på golfforbundet.no kommet med uddybende bemærkninger til, hvorfor man mener at alle golfbaner skal lukkes helt ned.
For Norges Golfforbund handler det også om signalværdi, og man vil ikke være med til at skabe usikkerhed om myndighedernes overordnede beslutninger.