Santiago Tarrio vandt Challenge Tour turneringen D+D REAL Czech Challenge, hvor Niklas Nørgaard Møller blev nr. 4. Efter en bogey på sidste hul sluttede han ét slag fra et tremands omspil.
Niklas Nørgaard Møller, der med en 8. plads blev bedste dansker i sidste uges Made in HimmerLand presented by FREJA var nr. 4 i -13 inden finalerunden. Blot to slag fra førstepladsen. Med en runde i -3 efter en ærgerlig bogey på sidste hul, blev han nr. 4 i -16. Det var ét slag fra et tremands omspil om sejren, men han kan glæde sig over sin femte top-10 placering i otte turneringer i år, og mon ikke der snart kommer en Challenge Tour på CV’et.
Med en afsluttende runde i +1 blev Martin Simonsen nr. 40 i -5. John Axelsen, Nicolai Kristensen og Mark Flindt Haastrup missede cuttet.
Santiago Tarrio vandt sin første sejr
Kristian Krogh Johannessen førte i -15 foran Roope Kakko og Julien Brun i -14 inden finalerunden.
Santiago Tarrio var dagens bedste med en runde i -8, og bragede frem til en delt førsteplads i -17 med Julien Brun og Kristian Krogh Johannessen. De tre skulle derfor i omspil, som Santiago Tarrio vandt med en birdie på fjerde omspilshul, efter de tre havde delt 18. hul tre gange med pars.
Niklas Nørgaard Møller delte 4. pladsen i -16 med Christofer Blomstrand, Robbie van West og Roope Kakko. Robbie van West nåede faktisk til -19 for turneringen, men måtte nøjes med en 4. plads efter tre afsluttende bogeys.
Det var 30-årige Santiago Ben Tarrios første sejr på Challenge Touren. Han vandt to turneringer og ranglisten på Alps Tour i 2018, hvilket gav ham et Challenge Tour kort.
D+D REAL Czech Challenge, resultat