DGU udsendte følgende pressemeddelelse efter Niklas Nørgaard vandt Betfred British Masters hosted by Sir Nick Faldo 2024.
— oOo —
Niklas Nørgaard vandt søndag Betfred British Masters 2024 i en samlet score på 16 slag under par. Det var to slag bedre end sydafrikanske Thriston Lawrence og fire slag bedre end en anden dansker, Rasmus Højgaard.
British Masters er en traditionsrig turnering på DP World Tour og sejren er Niklas Nørgaards uden sammenligning største resultat nogensinde. Han har aldrig tidligere vundet på hverken Challenge Tour eller DP World Tour.
– Siden jeg startede til golf, da jeg var ti år, er det det her, jeg har drømt om, sagde en tydeligt bevæget Niklas Nørgaard i minutterne efter sejren.
– Jeg græd dårligt nok ved mit eget bryllup, sagde han, mens han forsøgte at holde tårerne tilbage.
Med triumfen yder Niklas Nørgaard et unikt bidrag til dansk golf. Da Thomas Bjørn vandt Loch Lomond World Invitational i 1996 var det Danmarks første sejr på det, der dengang hed European Tour. Nørgaards sejr i dag er Danmarks triumf nummer 50 på selvsamme tour.
– Det er meget velfortjent, at Niklas træder ind i rækken af danske vindere. Med hans arbejdsindsats og seriøsitet på alle områder er han en rollemodel for vores yngre spillere, der drømmer om at kunne leve af at spille golf, lyder rosen fra Claus Mølholm, der er eliteansvarlig i Dansk Golf Union.
Niklas Nørgaard er 32 år gammel og har sin golfopvækst i Kokkedal Golfklub.
Han er et lysende eksempel på en spiller, der uden have en prangende ungdomskarriere har været i stand til at udvikle sig stædigt og stadigt.
I 2021 kvalificerede han sig til DP World Tour via challengetouren, og hver eneste år siden da har han forbedret sin position på DP World Tour.
Selv inden denne uges fortjente sejr lå han til at få sin bedste sæson nogensinde. I år har han leveret en 2. plads i Belgien, en 4. plads i Tyskland og en 8. plads i Bahrain. De var dog tydeligvis bare opvarmning til denne søndag i september.
Niklas Nørgaard gik på banen inden finalerunden med en føring på fire slag. Han formøblede den næsten og efter en nervøs dobbeltbogey på 15. hul var han i tovene. Han præsterede dog at spille de sidste tre huller i en under par. Det var rigeligt nok og efter sit afsluttende putt blev han oversprøjtet med champagne af de andre danskere, der deltog i turneringen.