Kraftig regn gjorde det umuligt at færdigspille Australian Women’s Classic, så det endte med en aflyst finalerunde, og en delt sejr til Nicole Broch Estrup, Pei-Ying Tsai og Jess Whitting.
Det var stillingen efter blot 18 huller, som blev til turneringens resultat, så det tæller ikke som en officiel sejr og præmiepengene tæller heller ikke til ranglisterne.
Alle ville selvfølgelig gerne have færdigspillet turneringen, og særligt dem der kunne spille med om sejren. Nicole blev nr. 6 i sidste uges Women’s NSW Open, og havde håbet på sin første LET sejr siden Helsingborg Open 2015.
– Da jeg vågnede i morges havde jeg fået en sød besked fra Thomas Bjørn, og jeg ville virkelig gerne have spillet i dag. Så det er ærgerligt, men jeg har aldrig set noget lignende med sagde Nicole Broch Estrup til WPGA Tour of Australasia efter aflysningen, og til LET sagde hun:
– Jeg var på rangen, da jeg fandt ud af det. Det er meget uheldigt, at vi ikke skal spille, men vi kan ikke gøre noget ved vejret.
Turneringen skulle spilles over tre runder, men fredag nåede kun nogle ganske få på banen. Blandt dem Nicole Broch Estrup, der lavede to birdies på 3 huller inden spillet blev indstillet. Turneringen blev afkortet til 36 huller, med cut efter 18 huller, og lørdag nåede alle at blive færdige med første runde.
Nicole Broch Estrup, Pei-Ying Tsai og Jess Whitting delte føringen i -6, og sådan endte det. Cara Gainer og Klara Davidson Spilkova delte 4. pladsen i -5 foran fem spillere i -4, mens Smilla Sønderby blev nr. 23 i -2.
Næste Ladies European Tour turnering er Joburg Ladies Open i Sydafrika fra den 18. april.