Trichat Cheenglab fra Thailand vandt Big Green Open på Hilversumsche Golf Club i Holland foran Nicole Broch Estrup og Lydia Hall på 2. pladsen.
Nicole spillede i dagens femte sidste gruppe, men med én af dagens bedste runder i -7 kom hun til -11. Helt til det sidste var der spænding om det var nok til sejr eller omspil.
Med en birdie på sidste hul, som de fleste andre også præsterede, vandt Trichat Cheenglab i -12 foran Nicole Broch Estrup og Lydia Hall i -11. Sara Kjellker og Chloe Williams delte 4. pladsen i -10.
Linette Holmslykke og Amalie Leth-Nissen missede cuttet.
Det var sæsonens hidtil bedste resultat for 30-årige Nicole Broch Estrup og hendes tredje top-10 placering efter en 4. plads i Joburg Ladies Open og en 6. plads i FREED GROUP Women’s Scottish Open. Med sidstnævnte kvalificerede hun sig til AIG Women’s Open. Hun har vundet en enkelt gang på LET med sejr i Helsingborg Open 2015.
Syvende fra Thailand som vinder på LET
Det var 28-årige Trichat Cheenglabs første sejr på LET. Hun er den syvende fra Thailand, som vinder på LET, hvilket også Pornanong Phatlum, Ariya Jutanugarn, Thidapa Suwannapura, Supamas Sangchan, Pajaree Anannarukarn og Atthaya Thittikul har gjort.