De 17-årige talentfulde tvillinger Nicolai og Rasmus Højgaard fra Gyttegård Golf Klub har fået en invitation til at spille med i den kommende uges Europa Tour turnering Porsche European Open på Green Eagle GC lige syd for Hamborg.
Det kunne banereporteren Iben Tinning afsløre i lørdagens Viasat Golf dækning fra The Open, hvor tvillingernes far Ole havde overbragt den spændende nyhed.
Nicolai Højgaard deltog i The Open efter sin sejr ved EM, men missede desværre cuttet.
Højgaard tvillingerne spillede Made in Denmark 2017
De to unge danske talenter fik et wildcard til Made in Denmark 2017. I +1 efter to runder var Rasmus Højgaard ét slag fra at klare cuttet, mens Nicolai Højgaard sluttede længere tilbage i +5.
Nicolai er nr. 9 på amatørernes verdensrangliste i denne uge, mens Rasmus er nr. 40. Den talentfulde norske amatør Viktor Hovland, der er nr. 4 i verden, er også blandt deltagerne i Porsche European Open.
Syv danskere, Reed, Casey, Perez og DeChambeau
Lucas Bjerregaard, Søren Kjeldsen, Lasse Jensen, Thomas Bjørn og Jeff Winther er også med i Porsche European Open, hvor der således er syv danske deltagere.
Masters vinderen Patrick Reed, Paul Casey, Charl Schwartzel, Pat Perez og Bryson DeChambeau er også med i turneringen som blev vundet af Jordan Smith sidste år.
Man kan læse mere om Porsche European Open, der spilles fra den 26. – 29. juli, og købe billetter på www.europeanopen.com. Turneringen sendes også direkte på Viasat Golf og Viaplay.dk.
Invitationerne er så nye, at Højgaard tvillingerne endnu ikke fremgår af deltagerlisten for turneringen, som kan ses nedenfor.
Porsche European Open, deltagerliste