Nicolai Nøhr Madsen vandt Halmstad Challenge by Padelpitch på den svenske MoreGolf Mastercard Tour foran Nicolai Tinning på 2. pladsen og Lasse Jensen på en delt 3. plads.
Inden torsdagens finalerunde på Halmstad Golfklubb, Norra, indtog Lasse Jensen førstepladsen i -7 foran Nicolai Nøhr Madsen og svenskerne Erik Jonasson og Gabriel Axell i -6.
Nicolai Nøhr Madsen var blandt dagens bedste med en runde i -6, hvilket gav ham sejren i -12 foran Nicolai Tinning i -9. Nicolai Tinning sluttede af med en runde i -5.
Lasse Jensen gik -1, og delte 3. pladsen i -8 med Sebastian Eidsæther Syr og Gabriel Axell.
Peter Launer Bæk blev nr. 13 i -5, Morten Toft Hansen nr. 17 i -3, Peter Staalbo og amatøren Kristoffer Max delte 27. pladsen i par og Oliver Suhr blev nr. 38 i +1.
Morten Ørum Madsen, Tobias Poke, John Axelsen og Mikkel Hjorth delte 42. pladsen i +2, mens Simon Bukrinsky blev nr. 55 i +5. De øvrige danskere missede cuttet.
Første Nordic League sejr
Nicolai Nøhr Madsens fra Hillerød Golf Klub har spillet fast på Nordic League – den svenske MoreGolf Mastercard Tour og ECCO Tour – siden 2018, og det er hans første sejr.
Førstepræmien var på 72.000 SEK svarende til 53.000 danske kroner mens der var knap 35.000 danske kroner til Nicolai Tinning på 2. pladsen.
Marcus Kinhult gjorde comeback
Europa Tour spilleren Marcus Kinhult, der vandt Betfred British Masters 2019, gjorde comeback efter en lang pause siden Commercial Bank Qatar Masters i marts.
24-årige Kinhult fik i begyndelsen af april et pludseligt epileptisk anfald, da han var i Spanien. Han er diagnosticeret med epilepsi og får medicin, men er nu klar til et comeback. Efter runder i +1 og +4 var han dog tre slag fra at klare cuttet.