Nicolai Højgaard gik 2. runde af Masters 2025 i +2, og efter +4 i 1. runde misser han cuttet i sit andet besøg på Augusta National.
Nicolai Højgaard var i top-6 efter hver af de første tre runder af Masters sidste år, og han var alene på 1. pladsen efter 10 huller af 3. runde. Men selvom han dengang heller ikke kom til Augusta National i topform, så lykkedes det ikke at klare cuttet i år. Derimod har Rasmus Højgaard imponeret stort i sin debut, og han spiller med om sejren i weekenden.
Sidste år blev Nicolai Højgaard nr. 16 da Scottie Scheffler vandt, og inden Masters i år havde han klaret cuttet i sine seneste seks majors, men det blev ikke syv i træk. Og han har nu misset fire cuts i træk på PGA Tour, men før eller siden genfinder han formen igen.
I 2. runde blev en bogey på 1. hul udlignet af en birdie på 2. hul, men så fulgte tre bogeys i træk. Han lavede birdies på par-5 hullerne 13. og 15., men en bogey på 16. hul gav en runde i +2.
I skrivende stund, fredag aften kl. 22:45, er Nicolai Højgaard nr. 73 i +6. Det er pt. fire slag fra en plads i top-50, der klarer cuttet, så han kommer ikke med i weekenden, hvorimod tvillingebror Rasmus er i top-10 efter en forrygende flot runde i -5.
Har trænet med Butch Harmon
Nicolai Højgaard ser ud til at have begyndt et samarbejde med Butch Harmon, der bl.a. har arbejdet med Tiger Woods, Phil Mickelson og mange andre. På pressemødet op til Masters bekræftede Nicolai, at han havde besøgt Butch Harmon en enkelt dag. Det var ikke noget han lød til at ville uddybe, men torsdag morgen var det Butch Harmon som stod på Driving Rangen, som det kan ses på billedet nedenfor.
Masters sendes på V Sport Golf samt Viaplay Total/Premium samt skiftevis også på TV3 Sport, TV3+ og TV3 Max. Læs mere i denne artikel eller se ugens sendetider på 19hul.dk/tv.
Masters, leaderboard
– alternativ på pgatour.com
– Masters, Track (følg alle spillere)
– Masters, My Group (se video med alle slag)
– Range Tracker (se data for slag på driving rangen)
