Nicolai Højgaard er på en delt førsteplads efter første runde af DP World Tour Championship, der er sæsonfinalen på DP World Tour. Fire danskere deltager, og lidt usædvanligt er alle fra top-50 på DP World Tour ranglisten med i feltet, hvilket betyder at der ikke blev plads til Marcus Helligkilde, som blev nr. 51.
Med seks birdies og en bogey gik Nicolai Højgaard første runde i -5, og han deler førstepladsen med Julien Guerrier og Matthieu Pavon. Jens Dantorp, Antoine Rozner og Adrian Meronk deler 4. pladsen i -4.
Thorbjørn Olesen er nr. 11 i -2, Jeff Winther nr. 24 i par og Rasmus Højgaard nr. 40 i +2.
Rory McIlroy, der er sikker på at vinde Race to Dubai ranglisten, er nr. 15 i -1 mens Jon Rahm er nr. 24 i par.
Rasmus Højgaard kæmper for et PGA Tour kort
Mens Thorbjørn Olesen synes sikker på et PGA Tour kort som én af de 10 bedste på Race to Dubai ranglisten, der ikke i forvejen har et kort, så er der ekstra meget på spil for Rasmus Højgaard, da han inden sæsonfinalen lå til at tage det 10. og sidste kort.
Men hvis den aktuelle stilling var resultatet i Dubai, så ville Rasmus Højgaard ikke få et PGA Tour kort, da Guerrier og Pavon vil rykke forbi ham.
V Sport Golf & Viaplay Total sender direkte. Se ugens sendetider på 19hul.dk/tv.