Opdateret: Nicolai Højgaard blev Årets Fund 2018 – læs mere i denne artikel.
— oOo —
Nicolai Højgaard er blandt de 10 nominerede til at blive Årets Fund 2018. Det er Danmarks ældste idrætspris, som i år uddeles for 80. gang.
17-årige Nicolai Højgaard er nomineret for guldmedaljerne ved VM for hold (Eisenhower Trophy), det individuelle EM for herrer og Toyota Junior Golf World Cup Supported by JAL. Derudover har han i år bl.a. vundet ECCO Tour turneringen Bravo Tours Open – by Visit Tønder ligesom han var på herrelandsholdet, der fik bronze ved EM for hold.
Vinderen kåres den 28. december
Årets Fund, der blev uddelt første gang i 1929, hylder de største gennembrud for danske idrætstalenter og uddeles af DIF og Team Danmark i samarbejde med Politiken. Årets Fund 2018 kåres fredag den 28. december i Politikens Hus.
Alle specialforbund under DIF kan indstille kandidater, og dem har der været hele 27 af i år, hvoraf der så er udvalgt 10 nominerede.
– Det er et virkelig stærkt felt, vi har med at gøre i år. I processen med at vælge de 10 nominerede har vi været nødt til at fravælge unge atleter med internationale toppræstationer i 2018 inklusive medaljevindere fra VM og EM. Det har været vanskeligt, men understreger samtidig, hvor stærk talentudviklingen i dansk idræt er, siger Team Danmark direktør Lone Hansen i en pressemeddelelse.
Niels Nygaard, der er formand for DIF, er enig og ser allerede frem til OL i Paris i 2024, hvor han håber at se flere af navnene på årets liste:
– Imponerende. Anderledes kan man ganske enkelt ikke karakterisere listen over de ti nominerede til Årets Fund 2018. Deres kvaliteter giver løfter om store præstationer på højeste internationale niveau i årene, der kommer. Vi kan allerede nu se fortrøstningsfuldt frem mod OL i 2024, siger Niels Nygaard.
Priskomiteen består af repræsentanter fra DIF, Team Danmark og Politiken, som har har nomineret følgende felt på ti kandidater til Årets Fund 2018.
Kriteriet for at blive kåret som Årets Fund er, at prisen skal gå til en atlet, et par eller et hold, der i løbet af det forgangne år er slået definitivt igennem på den internationale scene og har vist potentiale til at begå sig på allerhøjeste niveau i tiden, der kommer.
Sportsgren | Nomineret |
Badminton | Line Christophersen, 18 år, sølv U19 VM i damesingle |
Brydning | Rajbek Alvievich Bisultanov, 23 år, guld U23 EM og sølv U23 VM i 77 kg klassen |
Cykling | Julius Johansen, 19 år, sølv VM 4.000 m hold |
Fodbold | Jacob Bruun Larsen, 20 år, gennembrud U21-landsholdet og Borussia Dortmund |
Golf | Nicolai Højgaard, 17 år, guld VM for amatørhold, guld EM individuelt og guld uofficielt VM for drengehold |
Håndbold | Kristina Jørgensen, 20 år, landsholdsgennembrud |
Karate | Michel Corbalan, 20 år, guld U21 EM |
Sejlsport | Anna Munch, 20 år, guld U21 VM og sølv U21 EM i laser radial |
Skydning | Stephanie Grundsøe, 18 år, guld ved ungdoms-OL og to sølv hold-VM |
Skøjteløb | Viktor Hald Thorup, 24 år, nr. 5 i speed skating ved OL |
Fire golfspillere har været Årets Fund
Gennem årene er fire golfspiller blevet tildelt hæderen som Årets Fund. Thorbjørn Olesen i 2012, den nuværende DGU direktør Morten Backhausen i 1993, Erik Groth-Andersen i 1981 og Søren Steffensen i 1972.
De seneste år har Nicole Broch Larsen været nomineret i 2015, hvor hun blev nr. 7, mens Nanna Koerstz Madsen var nomineret i 2014 og Emily Kristine Pedersen i 2013. Både Nanna og Emily blev nr. 4 i kåringen.
Nedenfor ses alle Årets Fund siden år 2000 samt golfspillerne:
År | Navn | Sportsgren |
2017 | Mikkel Bjerg | Cykelsport |
2016 | Kasper Dolberg | Fodbold |
2015 | Simone Tetsche Christensen | BMX |
2014 | Ida Marie Baad og Marie Thusgaard | Sejlsport |
2013 | Emma Aastrand Jørgensen | Kajak |
2012 | Thorbjørn Olesen | Golf |
2011 | Mie Ø. Nielsen | Svømning |
2010 | Viktor Axelsen | Badminton |
2009 | Rikke Møller Pedersen | Svømning |
2008 | Morten Jørgensen | Roning |
2007 | 4.000-meter-holdet (Alex Rasmussen, Michael Mørkøv, Casper Jørgensen og Jens-Erik Madsen) | Banecykling |
2006 | Nicklas Bendtner | Fodbold |
2005 | Daniel Agger | Fodbold |
2004 | Caroline Wozniacki | Tennis |
2003 | Jonas Høgh-Christensen | Sejlsport |
2002 | Mads Rasmussen og Rasmus Quist Hansen | Roning |
2001 | Christian Poulsen | Fodbold |
2000 | Rasmus Henning | Triatlon |
… | ||
1993 | Morten Backhausen | Golf |
1981 | Erik Groth-Andersen | Golf |
1972 | Søren Steffensen | Golf |