Nicolai Højgaard er ude af kampen om at blive Årets Sportsnavn 2023. Det står klart da Herrelandsholdet i håndbold er valgt som den tredje og sidste finalist om at blive DIF, Team Danmark og Salling Groups Årets Sportsnavn 2023.
De seneste to onsdage er de første to finalister offentliggjort, og det er Jonas Vingegaard og Viktor Axelsen, som vandt hæderen i henholdsvis 2022 og 2021.
Det danske herrelandshold i håndbold vandt VM guld i januar, og som de første nogensinde var det tredje gang i træk, at de vandt VM. Det danske hold satte også rekord i længste stime som ubesejret ved VM med hele 27 sejre. Det danske herrelandshold var også ubesejret i hele 2023.
– For rigtig mange danskere går Danmark og håndbold hånd i hånd. Spillet på banen og de mange sejre ved VM i januar styrkede uden tvivl den nationale fællesskabsfølelse, hvor flere end to millioner danskere så med under finalen. Der skal lyde et kæmpestort tillykke og tak til ikke bare spillerne, men hele mandskabet omkring landsholdet, der gang på gang formår at gøre danskerne til en del af holdet, siger Hans Natorp, der er formand for Danmarks Idrætsforbund og med i dommerkomitéen til prisen, i en presssemeddelelse og fortsætter:
– Nu er de tre finalister fundet i form af Jonas Vingegaard, Viktor Axelsen og herrehåndboldlandsholdet, og diskussionerne kan begynde om, hvem der skal vinde titlen som Årets Sportsnavn 2023. Det valg er svært, for alle tre finalister er værdige vindere.
Det er en dommerkomitée som afgør, hvem der skal være Årets Sportsnavn. Vinderen kåres lørdag den 6. januar 2024 til ’Sport 2023’ i Herning og det kan ses direkte på DR1. Udover æren får vinderen 75.000 kr.
De 15 nominerede til Årets Sportsnavn 2023 – tre finalister
- Viktor Axelsen, badminton – blandt andet for sine tre Super 1000-sejre
- Cecilie Uttrup Ludwig, landevejscykling – blandt andet for sin VM-bronzemedalje
- Nanna Merrald, dressur – blandt andet for sin EM-sølv og -bronze
- 4 km-holdet i banecykling – for deres VM-guldmedalje
- Magnus Ditlev, triatlon – blandt andet for sin VM-bronzemedalje og sin verdensrekord i Iron Man
- Jonas Vingegaard, landevejscykling – blandt andet for sin Tour de France-sejr
- Emma Aastrand Jørgensen, kajak – blandt andet for sin VM-guld- og VM-sølvmedalje
- Amalie Didriksen, banecykling – blandt andet for sin VM-sølvmedalje
- Alexander Hillhouse, parasvømning – blandt andet for sin VM-sølv- og VM-bronzemedalje
- Herrelandsholdet i håndbold – for deres VM-guldmedalje
- Anders Skaarup og Kim Astrup, badminton – blandet andet for deres VM-sølvmedalje
- Anne-Marie Rindom, sejlsport – blandt andet for sin VM-bronzemedalje
- Nicolai Højgaard, golf – blandt andet for sin sejr ved DP World Tour Championship i Dubai
- Mads Pedersen, landevejscykling – for sine mange sejre hele året
- Holger Rune, tennis – blandt andet for sine to kvartfinaler ved Wimbledon og French Open
Om Årets Sportsnavn – uddelt siden 1991
Årets Sportsnavn er blevet uddelt siden 1991, hvor det var på initiativ af Jyllands-Postens daværende sportsredaktør Frits Christensen, der nu er journalist på Golfavisen, i et samarbejde med DIF formanden Kai Holm.
Oprindeligt var der kun tre nominerede, mens der nu er 15 nominerede, som så skæres ned til tre finalister. Det nåede Jyllands-Posten lige at være med til at ændre i 2017, inden de i 2018 udtrådte af partnerskabet omkring uddelingen.
Fra 2019 – 2022 er prisen uddelt i et rent sportsligt partnerskab mellem DIF og Team Danmark, men i 2023 er Salling Group kommet med som sponsor, så det nu er:
DIF, Team Danmark og Salling Groups Årets Sportsnavn 2023.
Thomas Bjørn vandt i 2001
Thomas Bjørn blev valgt som Årets Sportsnavn i 2001 som den hidtil eneste golfspiller. Samme år blev Thomas Bjørn i øvrigt nr. 2 i BT Guld, som Tom Kristensen vandt, efter Thomas Bjørn var blevet nr. 3 i 2000, hvor det danske Kvindehåndboldlandshold vandt begge hæderspriser.
Thorbjørn Olesen var blandt de 15 nominerede i 2018, hvor Caroline Wozniacki fik tildelt prisen, mens Nanna Koerstz Madsen var blandt de 15 nominerede i 2022, hvor Jonas Vingegaard vandt.