20-årige Nicolai Højgaard har fået en sponsorinvitation til denne uges Honda Classic, hvilket bliver hans første regulære PGA Tour turnering. Turneringen kan ses direkte i Danmark, hvilket der er mere om nederst i denne artikel.
Invitationen har Nicolai fået, efter han for to uger siden vandt Ras Al Khaimah Championship, som var hans anden DP World Tour sejr. Han er nr. 73 og bedste dansker på verdensranglisten.
Louis Oosthuizen, Brooks Koepka, Patrick Reed, Shane Lowry, Henrik Stenson og Genesis Invitational vinderen Joacquin Niemann står også på deltagerlisten.
Matt Jones vandt Honda Classic sidste år, hvor Sebastian Cappelen kom i fokus, da han smed trøje og den ene sko for at spille sin bold i vandkanten under første runde.
Blandt de sværeste baner på PGA Tour
Værtsbanen PGA National i Florida regnes som én af de sværeste baner på PGA Tour, og den såkaldte Bear Trap er garant for nogle dramatiske øjeblikke.
Det er hullerne 15., 16. og 17. der kaldes Bear Trap opkaldt efter Jack ‘Golden Bear’ Nicklaus, der har re-designet banen. Tre meget svære huller bestående at to par-3 huller omkring et par-4 hul i midten, og der er meget vand i spil.
The Open 2018 var også tællende til PGA Tour
The Open 2018 er Nicolai Højgaard hidtil eneste tællende PGA Tour turnering. Han var kvalificeret som 17-årig amatør efter sejren ved det individuelle EM i 2018, men missede cuttet da Francesco Molinari vandt på Carnoustie.
Nicolai Højgaard er i øvrigt også kvalificeret til The Open 2022, som spilles på Old Course, St Andrews fra den 14. – 17. juli.
Sendetider for Honda Classic
Honda Classic sendes direkte på GOLFTV, Eurosport 2 og discovery+. Se ugens sendetider på 19hul.dk/tv.